Thomas & Marian

Tilflytterinterview – Friluftsfolk, Thomas Rose Christensen og Marian Rose Frederiksen, flytter til Østrup

 

 

 

Tilflytterinterview

– Friluftsfolk, Thomas Rose Christensen og Marian Rose Frederiksen, flytter til Østrup

 

Tirsdag den 27. juni ringede min telefon.

Det var Marian Rose Frederiksen, der henvendte sig for at høre mere om shelteren ved den grønne plads i Østrup.

Hun fortalte, at hun og hendes mand, Thomas, ønskede at overnatte i shelteren mellem torsdag og fredag i den samme uge. Samtidig fortalte hun, at de havde købt hus i Østrup, nemlig Strøbyvej nummer 44, og at de skulle flytte ind den 1. september.

Henvendelsen fik mig til at tænke, at jeg kunne tage et indflytterinterview med de to allerede før de flyttede ind,
og at jeg kunne møde dem ved shelteren torsdag aften. Hurtigt fik vi en aftale i stand om at mødes ved deres logi torsdag aften.

Det blev et meget hyggeligt møde med de to kommende tilflyttere. Aftenen var lun, fuglene sang, vi havde udsigt til tingstedet og den lille sø, og bag Thomas og Marian lå shelteren, som opførtes sidste år. Soveposerne var allerede redt ud, så der var gjort klar til natten.

Ivrige friluftsfolk

I løbet af samtalen fortalte de mig, at de bor i Odense, og at de er ivrige friluftsfolk. De to har en aftale med hinanden om, at de en gang om måneden hele året tager ud og overnatter i shelter. De fortæller, at det altid giver dem en dejlig oplevelse – en anledning til at være sammen og puste ud og stresse af. Det er ganske enkelt noget, de meget nødigt vil undvære.

De kan fortælle, at de har overnattet i shelter forskellige steder i Jylland og på Fyn. De holder også meget af at tage til det sydfynske øhav, hvor de har overnattet på Bjørnø og Skarø. Sådan en lille ø er en verden i sig selv, og det er spændende at tale med dem, der har levet hele deres liv sådan et sted.

 

Pædagog og kontorelev

Marian er pædagog. Hun har i ni år arbejdet med autistiske børn på Lumby Skoles Centerafdeling.
Det er en skole med over tres elever, og den modtager elever både fra Odense kommune og Nordfyns kommune. Thomas er kontorelev hos firmaet Geck i Vissenbjerg.

 

De holder sig i form

Det er tanken, at når de flytter til Strøbyvej i Østrup, så vil de gerne cykle på arbejde. Marian får 6½ kilometer til sin arbejdsplads i Lumby, så hun har et ønske om at cykle hver dag. Thomas kommer til at tage bilen til Vissenbjerg en gang imellem, men han vil gerne cykle på arbejde op til tre gange om ugen. Så man må sige, at de to tilflyttere
sørger for at holde sig i form. Thomas løber også gerne en tur, og han nyder at komme ud både sommer og vinter. Inden for de sidste 2½ år har han løbet 35 maratonløb, og så har han løbet fire ultraløb. Et ultraløb er et løb på over 50 kilometer. Det længste, han har løbet, er 85 kilometer og imponerende 130 kilometer over to dage.

 

Deres nye bopæl på Strøbyvej i Østrup

Thomas og Marian fortæller, at det i grunden var en tilfældighed, at de fandt deres hus i Østrup. For øjeblikket bor de i Odense M, og de kunne mærke, at de trængte til at flytte til roligere omgivelser på landet. De fik et tip
om, at huset på Strøbyvej 44 var til salg, og da de så huset, faldt de straks for det. Huset har også en stor grund, hvor de kan slappe af, og hvor de måske også får bygget deres egen shelter.

Østrup ligger jo et sted, hvor der er kort til bussen og også til Odense, tilføjer de, og derfor har man både fordelen af at bo på landet samtidig med, at man hurtigt kan komme ind til byen. Thomas fortæller, at han holder meget af at fiske, og derfor er han glad for, at Østrup ligger forholdsvist tæt på vandet.

 

Foreningsmennesker

De to glæder sig til at flytte på landet, og de fortæller, at de glæder sig til at møde den lokale befolkning. Derfor sagde de også straks ja til at lade sig interviewe. Så ved folk jo lidt om hvem vi er, forklarer de, og så kommer vi forhåbentlig hurtigere i gang med at hilse på hinanden.
De forklarer, at de har det med at engagere sig, der hvor de bor. De er begge foreningsmennesker, især inden for sport. I Fruens Bøge har de været med til at arrangere maratonløb, og de har også været med til at arrangere loppemarkeder.

 

Farvel og tak

Da vi har talt sammen i en times tid, siger jeg farvel og tak for samtalen. Jeg kører hjem igen, og Thomas og Marian sætter snart kursen mod shelteren, hvor de skal tilbringe natten. Jeg tager derfra med en god forventning til, at de to aktive mennesker snart flytter ind i vores lokalsamfund.

 

Shelter Østrup
Shelter Østrup

 

Læs mere under Tilflyttere.

 

Skriv et svar