10 år som grønne kirker Diplom

Østrup, Skeby og Gerskov grønne kirker i 10 år

 

 

 

Østrup, Skeby og Gerskov grønne kirker i 10 år

 

I disse måneder er det 10 år siden, at Østrup, Skeby og Gerskov kirker blev grønne kirker, og forhistorien er sådan her:

 

I efteråret 2007 deltog jeg i et stort møde, hvor de fleste af kirkerne i Europa var med. Mødet foregik i Sibiu i Rumænien, og vi var i alt 2500 mennesker til stede. Bare det at se de andre deltagere var interessant, for de mange katolske kardinaler kom i deres røde ”kjoler” og med kalot på hovedet.

Og dem, der kom fra den ortodokse kirke i Østeuropa kom i lange sorte præstegevandter og med høj hat. Og så var der os fra folkekirken, der bare gik helt almindeligt klædt.

 

Ugle og tårnfalkekasse
Ugle og tårnfalkekasse

 

Kirker forsvarer jorden

Mens vi var sammen, diskuterede vi blandt andet klima- og miljøspørgsmål, og der viste det sig, at alle kunne blive enige om, at kirkerne burde gøre en indsats for at  tale miljøets sag.

 

Nogen bliver overraskede ved at høre, at kirkerne vil blande sig i den slags og tænker, at nu bliver kirkerne politiske. Men sagen er den, at kirkerne ikke starter i det politiske, men i troen og i teologien, og dermed ses jorden, som vi bor på, som Guds skaberværk. Derfor regnes jorden som en værdifuld og en meget smuk gave, som vi bør tage imod med glæde og taknemmelighed.

 

Kirkerne kan dermed byde ind med kærlighed og respekt for den skabte verden, og de kan tage mennesker, der lider under klimaforandringer samt miljøet samt de kommende generationer i forsvar. Det er det, som er baggrunden for ”Grøn Kirke”.

 

Mejsekasse på kirkegården
Mejsekasse på kirkegården

 

 

Grønne kirker i Danmark

Da jeg kom hjem efter mødet i Sibiu i Rumænien var vi et par stykker, der tænkte, at vi burde give kirker i Danmark muligheden for at blive mere grønne. Derfor lavede vi en tjekliste på 48 punkter, hvor det gælder om, at hvis man kan opfylde mindst 25 af tjeklistens 48 punkter, kan man kalde sig for en grøn kirke.

 

Det er nu 10 år siden, at Østrup, Skeby og Gerskov kirker blev de første grønne kirker i Danmark. Siden dengang er 192 af Danmarks kirker blevet medlemmer af det grønne netværk, som Grøn Kirke også er. Overalt hvor man er blevet en grøn kirke, skruer kirkernes medarbejdere og menigheder ned for energiforbruget, sorterer affaldet bedre, holder gudstjenester i det fri med naturen som tema og tænker miljøet bredt ind i den kirkelige hverdag. På den måde bidrager almindelige mennesker til en grønnere fremtid.

10 år som grønne kirker - Henning graver med grøn kirke diplomet
10 år som grønne kirker – Henning graver med grøn kirke diplomet

Graverne er engageret i Grøn Kirke

Menighedsrådet for vore tre kirker er for tiden ved at gennemgå 48-punkts tjeklisten endnu en gang for at se, om vi kan opfylde endnu flere punkter som grøn kirke.

 

Og graver, Henning Madsen, er sammen med gravermedhjælperne optaget af at føre punkterne ud i livet. Der bliver for eksempel hele tiden holdt øje med varmeforbruget i kirkerne for at se, hvordan vi kan spare på varmen uden at det går ud over komforten.

 

Mejsekasser og kasser til ugler og tårnfalke sættes op på kirkegårdene for at styrke fuglelivet, og lavendler og sommerfuglebuske plantes for at gavne insektlivet og tiltrække bier og sommerfugle.

 

Alterbuketten er meget dygtigt lavet af det, man til den pågældende årstid finder i naturen og som et alternativ til importerede blomster.

Graverne sørger for at undgå brug af gift på kirkegårdene, der komposteres, og forbruget af rengøringsmidler (svane-mærket) er minimalt.

 

Alterbuketten
Alterbuketten

 

 

Det, der siges og skrives

Som de grønne kirker, vi er, taler vi for, at naturen behandles med omtanke og respekt. Som en gave, der også skal deles med kommende generationer. Det er jo også det, den artikel du læser lige nu,  handler om. Dermed håber vi, at den gode ide kan brede sig: at vi alle har et ansvar for jorden, vi bor på, for naturen og for vores medmennesker, og at vi derfor må tage nogle initiativer for at passe på det alt sammen. Både sammen og hver for sig.

 

 

Østrup, Skeby og Gerskov grønne kirker i 10 år

 

Skriv et svar