Om at stå fast og tage nej-hatten på

 

 

Om at stå fast og tage nej-hatten på

 

Orientering ved Lars Larsen, Østrup, om Tidens trends

Om at stå fast og tage nej-hatten på. Det er en tradition, at man hvert år kort før jul kårer ’årets opinionsdanner’.

Prisen gives til en person, der har formået at flytte hegnspæle i den offentlige debat, og i 2017 tilfaldt prisen Svend Brinkmann, der er professor i psykologi.

Brinkmann blev for alvor kendt i 2014, da han udgav bogen Stå fast, og kåringen kunne være en passende anledning til at se lidt på hans ærinde, der siden er udbygget i de to efterfølgende bøger Ståsteder og Gå glip.

 

Det moderne krav om udvikling

Stå fast har undertitlen: Et opgør med tidens udviklingstvang, og hermed er banen kridtet op.

For hvad kendetegner vores kultur? Ja – først og fremmest, at vi har skiftet vores rødder ud med vores fødder, som Brinkmann udtrykker det. Samfundet stiller nemlig til stadighed krav om, at vi hele tiden skal bevæge og udvikle os – i arbejdslivet, i parforholdet, i kulturlivet, i fritiden. Samfundet er blevet til det, Brinkmann kalder den accelererende kultur, hvor det eneste stabile er den konstante udvikling samt at altings hastighed til stadighed speedes op.

 

En sådan kultur med dens fordring om omstillingsparathed og evig udvikling som et mål i sig selv har som konsekvens, at vi bliver usikre på, hvem vi er. Derfor bruger mange af os en stor del af livet på at finde sig selv – at søge svar på spørgsmålet: hvem er jeg? Og denne selvoptagethed er så massiv, at det ifølge Brinkmann er nærliggende ligefrem at tale om ’selvets religion’, hvor vi er blevet guder i vores egen trosretning.

 

Guds plads som centrum for vor søgen er erstattet af selvet, Bibelen af selvhjælpsbøger, og vi opsøger ikke længere præsten, men derimod coachen, terapeuten og psykologen, der skal hjælpe os – ikke til frelse, men til selvrealisering.

 

 

Vi bliver rodløse

Men hvad er da den såkaldte selvhjælpsindustris svar på jeg’ets spørgsmål, ja på alle livets vigtige spørgsmål? Det lyder kort og godt: det finder du i dig selv, det finder du, når du bliver bedre til at mærke efter, hvordan du har det, ved lære at lytte til din indre stemme og følge din mavefornemmelse samt lærer at sige ja og fokusere på det positive.

 

Men det er ifølge Brinkmann en risikabel vej at gå, for i stedet for at udvikle os til det bedre, er der stor risiko for, at vi bliver usikre, egoistiske og selvoptagne børnevoksne, der dårligt når at indrette os efter den nyeste trend, før vi jagter den næste.

Vi bliver dermed rodløse personer, der mister evnen til at stå fast og sige fra ligesom vi mister evnen til at besinde os på, hvad der er vigtigt her i livet. Og i værste fald kan det gå endnu mere galt. For det er nærliggende, skriver Brinkmann, at tolke ”samtidens epidemier af depression og udbrændthed som individets reaktion på den konstante accelerations ubærlighed.”

 

 

”Stå fast” – en alternativ selvhjælpsbog

Er der da ingen vej ud af denne misere?  Jo, det er der da heldigvis, hævder forfatteren, og modgiften finder han inspiration til i den antikke filosofiske skole – stoicismen – der lagde vægt på værdighed, sindsro, selvbeherskelse, pligtfølelse og en vilje til at affinde sig med sig selv.

 

Som andre selvhjælpsguider rummer også Brinkmanns bog, ”Stå fast” syv ledetråde, der samtidig fungerer som overskrifter til bogens kapitler. De lyder: 1) Hold op med at mærke efter i dig selv. 2) Fokuser på det negative i dit liv. 3) Tag nej-hatten på. 4) Undertryk dine følelser. 5) Fyr din coach. 6) Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog. 7) Dvæl ved fortiden.

 

Umiddelbart kunne de syv opfordringer vække det indtryk, at den 42-årige professor tidligt i sit liv har udviklet sig til et surt, gammelt brokkehoved. Men så glemmer man, at der bag hans karikerede ’lær-dig-selv-guide’ ligger et ønske om at hjælpe mennesker til ikke at være vindbøjtler, men derimod modne og værdige mennesker med høj grad selvkonstans og integritet, fordi man har evnet at slå rod i noget bestemt, der fremstår som vigtigere end andet.

Noget, som selvhjælpsindustrien med dens monotone mantra om konstant selvudvikling ifølge Brinkmann ikke er i stand til, da den i sin essens ret beset jo blot er et plagiat af den accelererende kultur.

 

 

Om at stå fast og tage nej-hatten på
Om at stå fast og tage nej-hatten på

Stå fast og se udad

Imod dette mantra opfordrer Brinkmann os til at lære at stå fast og give os lov til at være den samme over tid og sted. Og frem for alt opfordrer han os til at ændre blikretning: i stedet for konstant at se indad og mærke efter, vil han have os til at se udad – mod andre mennesker, mod kulturen og naturen. Svaret på alting findes nemlig ikke inde i dig selv, som coaching- og selvudviklingsbølgen postulerer. For her er nok ikke meget andet end organer, som det muntert formuleres.

 

En grundtanke i stoicismen er, at opfyldelsen af pligter, der ligeledes er et udtryk for udadrettethed, er noget af det fineste, et menneske kan foretage sig, og derfor appellerer Brinkmann til, at vi i stedet for at gå på en indadskuende selvopdagelsesrejse flytter fokus over på vores medmennesker.

 

Hvis der nemlig er noget, ”der er værd at navigere efter i sit liv, er det pligter og moral. Og så er det jo herligt, hvis man samtidig har det fedt og sjovt med at gøre sine pligter og gøre det ordentligt. Men hvis det ikke er herligt, er det alligevel værd at gøre det. Det er det, der er pointen,” siger han et sted.

 

Inspirationen fra stoicismen kommer også til udtryk i Brinkmanns kritik af den såkaldte positive psykologi. Belært af den stoiske tankegang foreslår Brinkmann den stik modsatte opskrift:

 

Først når vi accepterer, at vi en dag blive syge, gamle og skal dø og at det samme gælder vores nærmeste, kan vi for alvor sætte pris på livet og på samværet med andre mennesker.

 

Her bliver jeg desværre nødt til at bryde af. Desværre, fordi så mange af Brinkmanns betragtninger ikke er kommet med. Det er dog mit håb, at jeg med denne lille artikel har gjort nogle nysgerrige efter af orientere sig yderligere om den muntre, tankevækkende og provokerende professor, der er blevet kendt som ’ham med nej-hatten’.

Om at stå fast og tage nej-hatten på

Skriv et svar