Meditation & Kristuskransen

Stilhed og meditation

 

 

Stilhed og meditation

 

 

KRISTUSKRANSEN er et armbånd skabt af den tidligere svenske biskop Martin Lönnebo. Armbåndet er lavet af træ- og glasperler og består af 18 perler.

 

Hver perle skal minde om at livet hører tæt sammen med Gud.åndet kan du ha’ med dig uanset hvor du er og bruge det når du har lyst til bøn og meditation.

 

 

Stilhed og meditation

”Stille, Stille – og du vil høre, englevinger rundt dit øre” (Martin Lönnebos kommentar til ”Stilhedsperlen”)

 

Stilhed, ro, meditation og det, at kunne være alene med sig selv, kan godt være udfordrende for mig som menneske.

 

Jeg er opvokset med at være i gang, være på, aktiv og elske udfordringer. Men når ulykker og sygdomme rammer, og jeg skal være i verden på en anderledes måde, er det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt jeg har lyst til denne anderledeshed.

 

Stilheden, vandreture i naturen og meditationen kan være en måde at være i verden på.

 

I naturen bliver jeg bevidst om, at det ikke kun handler om tempoet i vandringen, men også om at være tilstede i det, som er lige nu. Vindens raslen i bladene, solens strålers glimten mellem træerne, duften af graner, fuglenes sange og hvordan jeg sætter hvert fodtrin – og ikke mindst at der titter en lille varm og taknemlig glæde frem over at være til og mærke, at jeg er til.

 

Stilhedsretræte på ”Skovhuset”

Et par gange om året tager jeg på stilhedsretræte på ”Skovhuset” ved Sdr. Vissing i Jylland.

 

Skovhuset http://www.retraetehus.dk/
Skovhuset http://www.retraetehus.dk/

 

Fakta om Skovhuset

 

Beliggenhed. Skovhuset ligger gemt i nogle skovklædte bakker uden for landsbyen Sdr. Vissing i Brædstrup kommune, ca. 20 km fra hhv. Skanderborg, Horsens og Silkeborg. Der er busforbindelse fra Skanderborg.

 

Området har et rigt varieret dyre- og planteliv i nåle- og løvskov, i eng, mose, omkring søer og Gudenåen. Der er gode muligheder for traveture og ophold i naturen.

 

Hvordan fungerer huset? Huset drives af en gruppe frivillige under Det økumeniske Center i Aarhus

 

se også: www.retraetehus.dk

 

Den ene gang er det ca. 4 dage, hvor vi også i de to af dagene vandrer i naturen i stilhed.

Retræten ledes af en pensioneret præst og hans kone. Vi er sammen i stilhed, og det er forunderligt, hvordan opholdet giver ro og fred. Der er så meget i hverdagen, der skal snakkes om, ordnes og aftales.

 

I huset er der kærligt nærvær. Hver af os på retræten lever i vores egen stilhed og refleksion sammen med de andre..

 

Der er mulighed for meditationer og andagter i løbet af dagene, som jeg deltager i. Det er et kærlighedsfyldt rum, hvor jeg personligt mærker Guds nærvær og store kærlighed til netop mig. At mit liv giver mening, når jeg lukker Gud ind i mit liv.

 

Opholdets længde er fint for de mennesker, der gerne vil prøve at gå ind i meditation og stilhed.

Den anden retræte er en kontemplativ retræte. Det er en uge, hvor udgangspunktet er kristen meditation ud fra Franz Jalics kontemplative åndelige øvelser.

 

Meditationerne er hele dagen med små pauser. Det går ud på at lade Gud overtage initiativet og lade mig overgive til ham. At øve sig på at slippe tankerne i hovedet og lære hjertets bøn.

 

Ugen er en fordybelse, hvor hele opmærksomheden er på Guds nærvær i mig og en lytten til, hvad Gud vil med mig.

 

Ugen ledes af Søster Angela, som er et meget kærligt og vidende menneske.

 

Meditationen i Skeby kirke

Samme glæde finder jeg også i meditationen i Skeby kirke om fredagen, hvor Keld leder en halv times guidet meditation med Kristuskransen som udgangspunkt.

 

Det er dejligt at mødes med andre, der har samme ønske om et øjeblik at fordybe sig i roen og give sig selv en pause fra hverdagen.

Det rum, jeg bliver lukket ind i, er et rum for mig selv, men alligevel i et fællesskab med andre. Kelds guidning fra hver perle i Kristuskransen giver mig mulighed for på min egen måde at lytte og forstå og billedliggøre det landskab, ordene skaber i mig.

 

Efter den guidede meditation bliver vi stille siddende, mens der spilles et musikstykke, og vi slutter med ”Fadervor”.

 

For mig er stilheden og meditationen blevet en livsstil. For andre kan det være små holdepunkter i hverdagen, hvor de prioriterer det at give sig selv ro på.

 

Uanset, hvordan vi forholder os til det, er det et valg, som vi gør, og som skal være et valg for vores egen glædes skyld.

 

Prøv at opleve det selv.

 

Artikel ved Barbara Hovhave, Skovgyden

 

 

Stilhed og meditation – læs mere under Meditation