Menneskesønnen

Johannes’ Åbenbaring og dommedag

 

Artikel, der ender godt, af Lars Larsen, Østrup

 

Bibelen handler om liv og om Guds troskab

Hvis man skulle forsøge at sætte bibelen på kortform og angive, hvad der er dens tema, kunne et bud være: bibelen handler slet og ret om livet og om Guds troskab mod livet.

Fra Første Mosebog, hvor Gud skaber altet, til det sidste skrift, Johannes Åbenbaring, hvor Gud ved verdensdommen sætter en ende på den kendte verden og skaber en ny, er det det skænkede liv, der er i centrum.

Samtidig er Biblen ikke blind for, at livet og virkeligheden er gådefuld, fuld af brud, konflikt og uforskyldt lidelse, og dermed deler den jo også vores erfaring: verden er ikke harmonisk, tingene går ikke op. Det skyldes det bibelen kalder synd, og pga. den var det, at Gud sendte sin søn, som digteren Ole Sarvig et sted har kaldt en ”stilhed midt i verdens vrede.”

Denne erfaring af ”verdens vrede” står imidlertid ikke alene. For dybt i os alle ligger en længsel efter, at alle livets tråde samles i et nådigt lys.

En længsel efter et genoprettelsens og fuldendelsens sted, hvor alle hindringer og tvetydigheder er ophævet, så det sande, rene og livgivende træder frem.

 

Johannes’ Åbenbaring voldsomme visioner

Et af de skrifter, der om noget udtrykker længsel efter fuldendelse, er Johannes’ Åbenbaring – bibelens sidste skrift. Åbenbaringsbogen er – ifølge kendere – blevet til omkring år 100 på den græske ø Patmos, hvor forfatteren – en mægtig seer – opholdt sig, da Kristus i skikkelse af en menneskesøn åbenbarede sig for ham og lod ham se de sidste tider og Dommedag i en voldsom vision.

Johannes Åbenbaring minder ikke om noget, vi ellers kender fra Det ny testamente, og skulle man sammenligne skriftet med noget nutidigt kendt, kunne det være science fiction – tænk blot på, hvad der foregår i det univers, der udspiller sig i Tolkiens Ringenes herre.

Det er fyldt af et symbolsprog, der radikalt afviger fra det symbolsprog, Jesus benyttede sig af, når han talte i lignelser, og hvor det hverdagsagtige var fremherskende, og det udmaler en galskab, der kan være svær at få mening i samtidig med, at det udfordrer læseren til – trods alt – at søge mening i galskaben.

Pladsen her tillader ikke, at gengive, hvad Johannes udpensler om uhyggelige fabeldyr og andre vederstyggeligheder, men Johannes centrale budskab er, at der ”udbrød krig i himlen.

Englen Gabriel førte sin englehær i kamp mod dragen, og dragen og dens engle tog kampen op, men de var ikke stærke nok. Dragen er den gamle slange som også kaldes Satan og Djævelen, og det er den, der fører hele jorden bag lyset. Hverken dragen eller dens engle hørte længere til i himlen, og de blev kastet ned på jorden. Så hørte jeg en høj stemme i himlen der sagde:

”Nu har Gud overtaget herredømmet, styrken og frelsen, og Kristus, den udvalgte, har fået magten.” Johs. Åb. Kap. 12.9-11.

 

Håbet om at Gud er verdens herre

Og som det er i himlen, skal det også være på jorden, når Gud gør alting nyt. Det er det håb, de farverige fortællinger forkynder og inviterer mennesker til at forme deres liv efter.

Johannes Åbenbaring holder fast på, at verden ikke bare er hel og retfærdig og ved historiens egne kræfter på vej til at blive Guds rige. Men billedsprogets forkyndelse af himlens dom og rettergang og døden over død og ondskab holder kristen tro fast på, at verden tilhører Gud og ikke de mest grådige eller brutale.

Fadervors bøn: ”Komme dit rige, ske din vilje, som i himlen således også på jorden” kunne derfor være overskriften på Johannes’ syner. Fortællingerne værner dermed om troen på, at Gud og gudsriget er tidens begrænsning og reddende ende. Guds Kristus – der i Åbenbaringsbogen omtales som Lammet – er verdens herre; ikke våbenfabrikanterne eller pengene.

Uden denne forventning om fuldbyrdelsens gudsrige mister kristen tro sin stærkeste motivation til udholdenhed i en modstandsetik, der ikke bare lader ligegyldighed og tilpasning til den stærkes ret råde. Babel og Jerusalem Dommen over verdens ondskab bagatelliseres ikke. Det drejer sig således ikke om effekter for effekternes skyld, men fordi der er forskellige måder at leve på, og fordi vores handlinger har konsekvenser, der rækker ud over øjeblikket. Det viser sig i modstillingen mellem de to byer Babel og Det ny Jerusalem.

I Babel ”var der blod af profeter og hellige og af alle, som er blevet myrdet på jorden”.

Det ny Jerusalem, derimod, er ikke bygget af menneskehænder, men kommer ned fra himlen, fra Gud selv. Byen vækker mindelser om Paradis, for midt i byen står livets træ med ”lægedom for folkene” og vi finder også – som i Paradis’ have – ”floden med livets vand”.

 

Dommen ved tidernes ende

– en dimension af Guds kærlighed

Men før vi når herind – til ”den hellige by”, må der holdes dom ved tidernes ende. Og Johannes ser en dommer, der ”ser ud som en menneskesøn” – et ord, der egentlig blot betyder menneske. (Fra evangelierne ved vi, at Jesus anvendte denne betegnelse om sig selv, og ordet blev siden opfattet som en titel, der skal understrege Jesu menneskelige side). Det vil sige, at den dommer, mennesket skal møde på den yderste dag, har et ansigt – et menneskeansigt. Og vi kender både ham og hans bud, der siger, at vi skal elske hinanden, som han har elsket os.

Da han forlod os, overlod han vore medmennesker, som han gav sit liv for, i vore hænder: ”Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig”, som det hedder i Mathæusevangeliets gengivelse af verdensdommen. Kap. 25,40. Vi har ansvar for hinanden, og vi skal stå til ansvar for, hvordan vi har levet her på jorden.

Det er skræmmende for de fleste, for vi kender os selv og ved, at vi ikke opfylder hans bud. Men uanset hvor skræmmende dommen kan være, er der både trøst og håb i tanken om, at den endelige dom er overladt til ham, der kom som en menneskesøn, levede på jorden og fuldendte sin gerning ved at bede Gud om tilgivelse for både venner og fjender.

Og det er vel også det, der er Johannes’ pointe. For i Det nye Jerusalem skal ”de se hans ansigt og bære hans navn på deres pande. Der skal ikke mere være nat, og de har ikke brug for lamper eller lys fra solen, for Herren Gud lyser for dem.. kap. 22.4f. Alt det fortiede, forløjede og fortrængte skal komme for en dag.

 

Således forstået er dommen en dimension af Guds kærlighed og barmhjertighed.

 

Johannes’ Åbenbaring og dommedag