Det evige liv og helvede

Det evige liv og helvede

 

Det evige liv og helvede

Det evige liv og helvede

Kort tid før sin ferie kom Keld forbi for at høre, om jeg ville skrive lidt om helvede. Det var godt nok endnu en utrolig varm dag, men om det var heden eller et lille nyudgivet hæfte om emnet, der havde inspireret ham, er jeg lidt usikker på, ligesom jeg var usikker på om jeg kunne skrive en sådan artikel. For helvede – hvad er det?

 

Det evige liv

Som mange nok vil vide, er Tine Lindhardt vores biskop her i Fyns Stift. Hendes sviger-far hed Poul Georg eller blot PG, og han var i 38 år professor i kirkehistorie ved Århus Universitet. PGL kom fra et pænt, borgerligt og indre missionsk hjem i Odense, men det med den polerede pænhed lå ikke altid lige til hans højreben. Og i 1952 brød helvedet løs – så at sige. Årsagen var, at han i et foredrag om det evige liv gjorde op med den forestilling, at mennesket kunne gøre krav på at få et evigt liv efter døden, hvis det havde opført sig moralsk pænt i dette liv. Hvad der sker efter døden – hævdede han – er udelukkende Guds ansvar og ikke noget, mennesket kan sige noget om.

 

Foredraget udløste ramaskrig i visse kredse, hvor det blev forstået således, at den ”ugudelige” professor ville afskaffe det evige liv. Det var naturligvis ikke hans ærinde, men at det blev opfattet sådan afslørede med al tydelighed det, der også var hans ærinde, nemlig at vise, at mennesker har det med at ønske at bestemme, hvordan Gud skal opføre sig. Og det er jo helt ukristeligt!

 

Helvedesstrategi

Seks år senere var fanden løs igen. For da udgav PGL bogen Helvedesstrategi, hvor han argumenterede for, at Helvede snarere var en græsk end en kristen forestilling – i hvert fald hvis man forstod det som et evigt straffested for ugudelige og genstridige. End-videre kunne han vise, hvorledes helvedet er blevet brugt strategisk som disciplinerings- og magtmiddel. Han omtaler eksempelvis, at visse danske højrepolitikere så sent som i slutningen af 1800-tallet havde rettet henvendelse til præsterne om det ønskelige i at fastholde den kendte lære om helvedesstraffene. På den måde kunne man nemlig bedre holde ’almuen’ under kontrol. Bogens slutsalut lød: ”Hvor den ’sikre’ – hvad så end motiverne måtte være – prædiker helvede for ’de andre’, er der altid en strategi med i spillet; der varetages mange interesser – rettroenhedens, kirkepolitikkens, den personlige sikkerheds interesser – men aldrig troens, og evangeliet er forfalsket fra ende til anden.”

 

Også denne bog udløste ramaskrig, dog ikke helt så voldsomme som i 1952, men alligevel høje nok til at man lidt undrende får lyst til at spørge, hvorfor fanden er løs i visse kredse, hvis Helvedet ikke eksisterer – Helvede forstået som en evig torturverden for fortabte sjæle.

 

Det græske helvede

Som nævnt mente PGL, at Helvedet snarere var en græsk end en bibelsk forestilling. Og rigtigt er det da, at de gamle grækere havde en udfoldet fortælling om det de kaldte Hades, hvor de døde kom hen. Her levede de et kraft- og glædesløst skyggeliv, ganske som i den nordiske mytologis Hel, hvorfra ordet helvede stammer. Allernederst og i det mørkeste sted i Hades lå Tartaros, hvor de mest forhærdede forbrydere – dem der havde gjort oprør mod guderne – blev pint og plaget i al evighed. Således mente man, at mordere blev skyllet ud i Jammerens flod, Kokyotos, og at børn, der havde myrdet en forælder, blev smidt i floden Pyriflegethon, der syder af ild og svovl. Som vi kan se, var den græske verden fuld af helvedesbilleder vi kender selv den dag i dag.

 

Det Nye Testamente og Helvede

For evangelierne og de nytestamentlige forfattere gælder det, at evangeliet, Guds åbenbaring af sig selv og frelse i Jesus Kristus, er det mest virkelige af alt – den inderste hemmelighed ved alt, der er til, ja hemmeligheden om, hvem Gud og dermed også jeg er. Den forbindes med ord som herlighed, nåde, barmhjertighed, kærlighed eller fred. I Jesus er der således en virkelighed på færde, der består efter døden og som glimter frem, hvor han taler og handler. Denne virkelighed omtales med ordene ’Guds rige’, ’Himmeriget’ og – i særlig grad i Johannesevangeliet – ’det evige liv’. I Det Nye Testamente overskygges alt af forkyndelsen af evigt liv – forbundet med troen på Jesu overvindelse af dødens magt – hans opstandelse påskemorgen. Og denne bevidsthed om livskræfternes sejr og frelsen i kraft af Kristus er udtryk for en virkelighed så suve-ræn, at det gang på gang lyder: ”I skal ikke bekymre jer.”

 

Hvor Helvede optræder, synes det at have den funktion at antyde en modpol til Guds rige ved som kontrast at forstærke bevidstheden om Guds riges kvaliteter af glæde og foreningen med den forløsende kærlighed, der udstråler fra Gud. På den baggrund kan det derfor ikke undre, at Helvede kun omtales 12 gange (heraf 7 i Matthæus-evangeliet), mens Guds rige og de beslægtede betegnelser forekommer 119 gange. Helvede, afgrund, fortabelse og undergang er således kategorier, der ligger et godt stykke uden for det centrale synsfelt.

 

Hvis vi skal sammenfatte, kan man sige, at de nytestamentlige forfattere er meget varsomme i brugen af forestillingen om Helvede. Der findes ikke et entydigt billede af det – og i den forstand kan det siges at være tomt. Endnu fjernere for dem er en decideret lære om helvede. Den fylde af uhyggelige associationer, der lægges ind i de ellers tomme begreber, har ikke sin oprindelse i Det Nye Testamente, men stammer fra især græske forestillinger, eller forestillinger, der begyndte at blive udbredt i tiden op til Jesu fødsel – de såkaldt apokalyptiske dvs. åbenbarende eller afslørende forestillinger om ’de sidste tider’.   Endelig gælder det, at Helvede ikke er et sted – endsige et pinested udenfor Guds rækkevid-de. I Det Nye Testamente er der generelt tale om en forskydning mod en anden sprogbrug, nemlig talen om Guds vrede eller Guds dom.

Og dommen – hvordan forstås den? Det kommer klart til udtryk i Johannesevangeliet, hvor det et sted hedder, at ’denne verdens fyrste er dømt.’ Det er en dom, der allerede er begyndt i kraft af det, Kristus har sat ind i verden: ’Nu fældes der dom over denne verden.’ Tilsvarende kan Paulus udtrykke sig: Kristus besejrer de dæmoniske magter, tager dem til fange. Det er altså den onde, livsfjendske magt, der kan gøre os fortabte – og ikke et antal mennesker, der skal dømmes bort til fortabelse.

 

Eksisterer helvede?

De helvedesforestillinger, man kan se på kalkmalerierne må siges at være udtryk for en udartet fantasi, der matcher nutidens gyserfilm og computerspil, der pudsigt nok ofte hedder et eller andet med helvede. Er helvedet dermed reduceret til ren underholdning eller til eder og andre sprogblomster, som dem ”Smadremanden fra Otterup” mestrer til perfektion, når han går i aggressiv selvsving? Eller kan man stadig tillægge ordet en betydning – og i givet fald hvilken?

Ja, måske kan helvede forstås som en fortælling om det værste af det værste. I sit væsen lever denne fortælling af en krise, og dens stemning er frygten eller angsten. Fra traditionen eller fra os selv ved vi, at en ulykkelig bevidsthed om fortabte handlemuligheder kan pine til døde, og fra vores livs kriser ved vi, at det værste af det værste kan indtræffe, så tilværelsen forvandles til det rene helvede, som vi kan benævne den tilstand vi gruer for. Anledningen kan være mangfoldig: sygdom, lidelse, krig og ødelæggelse, fremmedgørelse og ondskab.

 

I Dostojevskijs store roman:

Brødrene Kara-mazov forsøger en af figurerne sig med føl-gende definition: helvedet er ikke at kunne elske. Han forstår det således som et eksistentielt fænomen, der kan efterlade en med følelsen af fortabthed. Og fortabelse oplever vi jo også, når vi må erkende, at vi uigenkaldeligt har ødelagt noget for os selv eller for andre. Den er med andre ord uløseligt knyttet sammen med vor følelse af svigt og skyld og af, at vi har slået noget i stykker, vi ikke kan hele igen.

Ret beset er frygten for fortabelse dybt ind-lejret i vores moderne kultur. For til fortabelsen er knyttet angsten for at forspilde sit liv, for at ende med håret i livets postkasse. Den enkelte mødes konstant med kravet om succes på alle livets felter, man skal hele tiden vælge, og det er i sidste instans ens eget problem, hvis man ikke kan magte valgene eller vælger forkert og bliver hjemløs i sit liv.

 

Afslutning

Vi lagde ud med en Lindhardt og vil slutte med at give ordet til en anden – nemlig PGs søn, Jan, der var gift med vores biskop. Han siger et sted: ’Helvede skal forstås som en sindstilstand og en følelse af ensomhed, der kan ramme os her i livet, ikke efter døden. Billedet af helvede som et varmt sted, hvor vi straffes med evig pine er ubrugeligt. Gud har kastet sin evige kærlighed på os, og derfor er der ingen, der ender i helvede. Ikke fordi vi ikke burde, men fordi Guds store hånd løfter os ud.’

 

 

Påske Opstandelse Arne Haugen Sørensen Oestrup Skeby Gerskov Kirker https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk

Påske Opstandelse Arne Haugen Sørensen Oestrup Skeby Gerskov Kirker https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk

 

 

Kalkmaleri fra Højby kirke om vejen til helvede

 

Den danske maler Arne Haugen Sørensen har malet Guds store hånd, der løfter mennesket ud af ensomhed, død og helvede.