Pinsen – Helligånd og Treenighed

Kærlighed Duen symbol Helligånd og fred Ubetinget Kærlighed https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk

Vi har fortalt Om at undre sig på sidste side. Nu fortæller vi om Pinse – Helligånd og Treenighed.

 

Pinsen – Helligånd og Treenighed, hvor Pinsen er festen for Helligånden. Den fejres 50 dage efter Påskesøndag og 10 dage efter Kristi Himmelfarts dag.

Efter påskesøndag er der 50 dage til Pinse.

I de 50 dage var det i gamle dage forbudt at faste, fordi det var en festtid for Jesus, som den opstandne frelser.

 

Store Bededag er en officel helligdag, og den ligger på fredagen før den 4. søndag efter påske.

40 dage efter påske og 10 dage før pinse ligger Kristi himmelfarts dag.

 

Pinsen - Helligånd og treenighed https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/
Pinsen – Helligånd og treenighed

 

I pinsen fortælles om, hvordan Guds kraft (Helligånden) kommer over mennesker.

 

Helligåndens symbol er duen.

Pinsen - Helligånd og treenighed Grundtvig https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/
Pinsen – Helligånd og treenighed Grundtvig

 

I al sin glans – om Grundtvig og pinsen

Pinseartikel ved Lars Larsen, Østrup

Kirkebladets redaktion har bedt Lars fra redaktionsgruppen om at skrive en pinseartikel. Selv om kirkebladet ud-kommer efter pinse, er det stadig rele-vant at få lidt bedre styr på hvem Hel-ligånden er. God læselyst!

Af kirkeårets tre største højtider, er Pinsen vel den, de fleste af os har det vanskeligst med. Jul og barnefødsel giver dyb mening, og påskens tomme grav og budskabet om Jesu opstandelse rummer også en vis plausi-bilitet, hvor ufatteligt opstandelsesunderet end kan forekomme. Men pinsen. Hvad skal vi dog stille op med den?

 

Den kristne pinse – hvad i alverden sker der?

Pinsen kaldes traditionelt kirkens fødselsdag, og hedder på græsk pentacost, der betyder 50 – de 50 dage, der er gået siden påskens begivenheder. Den falder samtidig 10 dage efter Kristi Himmelfartdag – to begivenhe-der, der naturligvis har efterladt den lille menighed med en stor tomhedsfølelse, nu hvor deres elskede herre havde forladt dem.

 

Men pludseligt skete der noget forunderligt, da det blev pinse.

Pinseberetningen, der er beskrevet i Apost-lenes Gerninger kapitel 2 er vanskeligt forståeligt, for her skete der pludselig ting og sager: Med et – hedder det – lød der en voldsom lyd fra himlen. ”Det lød som et stormvejr, og det fyldte det hus, de sad i. De så nogle tunger, der lignede flammer, og som fordelte sig på hver enkelt af dem, og de blev fyldt af Helligånden. Så begyndte de at tale mange forskellige sprog, og det var Helligånden der bestemte, hvad de skulle sige.” De mange folk, der var til stede blev både lamslåede og forvirrede, og de sagde: ”Hør er de mænd ikke fra Galilæa?

 

Hvordan kan det så være, at vi alle sammen kan for-stå hvad de siger?

Vi kommer jo både fra Parthien og Medien, Elam og Mesopotamien, fra Judæa m.v., men uanset hvor vi kom-mer fra…kan vi på vort eget sprog høre dem fortælle om de store ting Gud har gjort. Hvad i alverden sker der her?”, spurgte de hinanden.

 

Og et af svarene var at gøre disci-plene til grin – ”De har blot drukket for me-get vin.”

Det var imidlertid ikke vin, der var årsag til de mærkværdige fænomener, men derimod – som der står i teksten – Helligånden, som vi – trods vanskelighederne ved at forstå den egentlig burde kende så godt. For den var jo med ved verdens skabelse, og uden den var der intet liv, som vi kan læse om i starten af Bibelen, hvor Gud indblæser livs-ånde i alt det skabte, hvorfor David sam-menfattende kunne skrive i salme 104, at ånden slet og ret er livgiver: Gud sendte sin ånd, ”og der skabes liv – du gør livet nyt.”

Og som i urtiden – før Babelstårnet – var mennesker nu atter i pinsen i stand til at tale sammen, trods deres forskellige sprog og afstamning. Og alt dette skyldtes – ifølge teksten – Helligåndens kræfter, der bl.a. viste sig som tunger af ild.

 

Pinsen forstået ved at læse digterne
Pinsens begivenheder kan som nævnt være vanskelige at forholde sig rationelt og der-med tvangsløst til. Alligevel bør man dog ikke opgive at søge at give pinsens begiven-heder mening, og en vej kunne være at lytte til de digtere, der har forsøgt at give det svært forståelige mægle.

 

Herhjemme har især Kingo og Brorson skrevet om pinsens under – og så især Grundtvig,

der ligefrem er blevet kaldt pinsens dig-ter. I en prædiken fra 1842 skrev han: ”Har vi nogensinde været vidne til solens opgang og i ret og mag nydt den fornøjelse, det er at høre alt i dæmringen alle småfugle synge sig vågne, og se hvordan den ene skygge-hær efter den anden ligesom flygter for dagslyset.. indtil endelig den gyldne sol frembryder, da har vi det dejligt, men dog kun et svagt billede af den oplysning, der kommer fra Kristus, når hans navn vågner og opstår fra de døde.”

 

Grundtvigs pinsesalme
Det følgende år skrev Grundtvig så den sal-me, der om nogen står som pinsens salme – nemlig I al sin glans nu stråler solen. Her møder vi i første strofe den forkyndelse, livsglæde og naturbetragtning, vi også så i prædikenen, og der er ingen tvivl om, at Grundtvig evnede at digte om det hjemlige landskab på en måde, så det med de skif-tende årstider blev et billede på den kristne frelse, der hermed gøres billedeligt nærværende.

Gud er nær lige nu med sin Ånd, blidt og overbevisende, midt mellem pinseliljer, i skoven, i den korte sommernat. Den lune blide sommernat og Guds Ånde.

Som andre kristne var det en del af Grundt-vigs tro, at Helligånden udgår fra Gud og er den ene af de tre fremtrædelsesformer, der kendetegner den treenige Gud. Helligånden er dermed den ånd, der skaber, trøster, oprejser, giver mod og håb.

 

Helligånden er – kunne man sige – Himlens Taleevne, som det hedder i en anden salme (Gud Helligånd vor trøstermand), og derfor har den også mange navne: talsmand, trøstermand og sandhedsånd.
Salmens rigdom og fylde

Nærlæser man Grundtvigs salme, vil man blive forbløffet over dens rigdom og fylde.

Her er kun plads til at komme ind på en kort tolkning, der vil forsøge at give udtryk for hans forkyndelse og forståelse af Hellig-ånden. Guds virksomme ånd i verden er salmens ledende tanke, og gennem behændige bogstavrim, tryller Grundtvig for at gøre åndens nærvær synlig:

Allerede fra første færd er bogstavet I poetisk på færde: Ja det er som om selve bogstavet i overbeviser: Guds Ånd råder i verden – et fænomen, der både kan ses, høres og mærkes.

I al sin glans.

Bogstavet I signalerer nærvær om Guds Ånd, der råder i verden – hvilket både kan ses, høres og mærkes i salmens poesi. Livs-lyset, pinseliljetid og blid. I strofe 3 ser vi det samme: Visionen er synlig i skabervær-ket, når Gud med sit ord lader mennesket se de livgivende kræfter frem for de destruktive.

Da er Paradis ikke kun et: tænk nu en gang, men også et allerede nu, hvilket I-et igen understreger: himmelsk, vifter, hjem-lig, lufter liflig, Paradis, yndig risler, livets flod.

Poesien bevirker, at mens vi synger, er i’erne på spil og underbygger og udpensler, at det er nærværet af himlen på jorden, der gør verden hjemlig, for når det vifter og lufter livligt, ligner jorden himlen – ja, den er et stykke heraf.

Glædelig pinse. Niels Frederik Severin

 

Pinse Maleren El Grecos billede https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/handlinger/pinsen-helligaand-treenighed
Pinse Maleren El Grecos billede 

 

 

Pinsen: festen for Ånden, der er nær ved os

Artikel af Lars Larsen, Østrup

Maleren El Grecos billede

På Pradomuseet i Madrid findes der et billede af renæssancemaleren El Greco. Billedet forestiller pinsens højdepunkt, da disciplene pludselig mærkede et kraftigt vindstød, der gennembrusede dem alle, og som fik dem til at føle et vældigt åndepust, og at tunger af ild satte sig på dem, hvorved de opflammedes uden at brænde op i en askehob. De begejstredes, inspireredes; det er begge ord, der har med ånd eller beåndelse at gøre. For det var Guds Ånd, der havde rørt dem og brændte i dem.

Helt centralt i billedet ses to kvinder klædt rødt – ildens og kærlighedens farve. Og kigger man nøjere efter, ser man øverst til højre et menneske, der ganske vist også har en ildtunge over sit hoved, men som ellers skiller sig ud fra de andre personer ved tilsyneladende ikke som de at være grebet af den henrykkelse, der præger de øvrige personer på billedet. Tværtimod er det som om han lidt forundret ser på betragteren. Når jeg ser ham, kan jeg ikke helt udelade den tanke, at det er El Greco, der har sneget et lidt forbløffet selvportræt ind i rækken af henførte disciple. Og jeg kan ikke helt slippe tanken om, hvad han mon tænker om de begivenheder, han maler.  Har han det mon som jeg, der – uden sammenligning i øvrigt – også har det svært med pinseunderet?

Pinse – 50 dage efter Påske

Kort fortalt handler Pinsen om Helligåndens komme, sådan som den er beskrevet i starten af Apostlenes Gerninger. Den fandt sted 50 dage efter Jesu opstandelse, hvor han først tilbragte 40 dage sammen med sine disciple indtil han 10 dage før pinsen blev ført op til Gud på Kristi Himmelfartsdag og dermed efterlod disse ensomme, fortvivlede og uden retning efter deres Herres bortgang.

Det var ellers en stor og glædelig jødisk højtid – i disse dage. Den jødiske pinse var en høst- og glædesfest, der afsluttede påsken og befrielsen fra slaveriet i Egypten. Festen kaldtes gerne ugefesten – eller sheuvot – fordi den faldt 7 uger efter påske. Og uanset hvor man boede i det store Romerrige, så man sig kaldet til mindst en gang i livet at fejre en af de store højtider – herunder også pinsen – i templet i Jerusalem. Man må forestille sig, at disse mange mennesker med hver deres modersmål var forenede i festlighederne, der udspillede sig på tempelpladssen. Dog – ikke alle var med. Som nævnt havde Jesu disciple jo været igennem 50 sindsoprivende dage, der var endt med, at de nu sad bange og modløse tilbage. For deres Herre var ikke længere blandt dem. De var tomme og glædesløse.

Men så pludselig – midt i al sorg og tristhed – kom Peter i tanker om noget, Jesus havde sagt: ”Jeg vil ikke efterlade jer alene, men min Ånd kommer i stedet for mig, og på den måde skal jeg altid være hos jer.”

Og da var det, at det besynderlige skete.  Det var som om, at lyden fra himlen og kraftige vindpust gennemsusede alle, der var til stede og at tunger af ild fordelte sig på dem – et Guds lys, der opildnede dem, så de blev antændt og optændt af et forunderligt noget uden at dette brændte dem op. De opdagede, at der var noget vigtigere på færde – de begejstredes, for de følte Guds livgivende Ånd brænde i sig. Og de smittede andre mennesker med deres begejstring og varme. Da pinsedagen var ovre, havde næsten 3000 ladet sig døbe, og det blev den første menighed – den første kirke var født.

Helligånden og Grundtvigs salme ”I al sin glans nu stråler solen”

Helligånden er et vanskeligt ord for det fleste af os. Men man kunne måske begynde med at lede tanken tilbage på starten af Bibelen, hvor det hedder, at ”Guds ånd svævede over vandene”, og at alt blev til ved dens mellemkomst. Ånden har således noget med skabelse at gøre. Men Ånden har imidlertid også sprogligt en forbindelse med ordet ’ånde’ at gøre og er således langt mere end urtidens skaberkraft. Helligånden er Guds ånde, hvilket Ingemann gør opmærksom på, når han i en salme skriver: ”Gud ånder på øjet når det græder.”

’Gud ånder på øjet, når det græder’.  Smukkere kan Guds nærvær vel næppe beskrives. Gud er ikke en fjern, ophøjet, utilgængelig Gud, der fjernstyrer sin skabning. Nej han er så tæt på os, som når vi mærker hinandens åndedræt. Og det er bl.a. det, der er meningen, når vi taler om Gud Helligånd. Gud, der er os nærmere, end vi er os selv.

Og ikke blot nær på os, men på alt, hvad der er til – den mindste orm, markens liljer, stenene på stranden, universets stjerner. Gud Helligånd er Guds åndedrag, der gennemstrømmer altet.

Derfor kan Grundtvig i sin pinsesalme: ”I al sin glans nu stråler solen” – som den store norske digter Bjørnstjerne Bjørnson kaldte ”Nordens veldigste digt” – tage udgangspunkt i skærsommertiden med fredsskovens nattergalesang, der lægger op til vor egen lovsang. Naturens åndedræt bliver et billede på Helligånden: ”Det ånder himmelsk over støvet /det vifter hjemligt gennem løvet/det lufter lifligt under sky/fra Paradis opladt på ny/og yndigt risler ved vor fod/i engen bæk af livets flod.”

Men naturens åndedræt er mere end et billede på Gud Helligånd. Naturens åndedræt får os til at fornemme Helligånden.

Dog har Grundtvig mere at sige om Helligånden, fordi Helligånden har mere at sige end det, den siger gennem naturen. Gud nøjes ikke med at tale med os i sit skaberværk. Derfor taler Helligånden trøstende til os om Guds ord, der i Kristus blev kød og fór til himmels hvid og rød. Ånden gør således alt det, der fortælles os om Jesus levende for os, så vi hører Guds ord i det til os. Nu er det således ikke længere den ukendte Guds ånde, der rammer os i naturen, men den trøstende Gudsånde, der støttende er hos os, hvor døden hærger og truer med at kvæle livsmodet i os.

 

 

 

Oestrup Skeby Gerskov Kirker Folekirken Duen Helligånd fred tekst https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk

På næste side kan du læse om Trinitatistiden – Påsken og nadver.