Familielivet – Familier fortæller     www.grønkirke.dk Oestrup Skeby Gerskov Kirker www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk

 

 

På sidste side fortalte vi om Den levende Julekalender. Nu fortæller vi om Familielivet – Familier fortæller.

 

Familielivet – Familier fortæller – her om det at være forældre.

 

Jeg har besøgt Lis og Michael Hougaard Holme-Bak på Klintebjergvej 58.

De er forældre til Ingrid (født i 2014) og Alfred (født i 2016). Dette er den første artikel i en serie med mennesker, der har oplevet noget skelsættende i deres liv, og det at blive forældre må jo siges at være en skelsættende begivenhed.

Det er en lun og solrig aften, Ingrid på næsten to år er lagt i seng og jeg sidder med Lis og Michael i deres stue. To måneder gamle Alfred er stadig vågen. Han hygger sig hos sin mor.

Lis og Michael begynder med at fortælle, hvor overraskede de er over, så hurtigt det er gået med at vænne sig til at være fire i stedet for tre. Selv dagen efter at Alfred var født, var det som om, han altid havde været der. Samtidig føles det meget mærkeligt at tænke tre måneder tilbage, hvor han endnu ikke var født.

Storesøster Ingrid har været hurtig til at lære at tale, så hende taler vi med. Så kom lillebror Alfred, og ham kan man selvfølgelig ikke tale med, som man taler med Ingrid. Det skal man lige omstille sig til, men bortset fra det er det forbløffende – og dejligt – så hurtigt man vænner sig til den lille nye.

 

Oplevelsen af at miste

Lis og Michael har også oplevet modgang.

De fortæller, at før de fik Ingrid, oplevede de at miste et ufødt barn: Vi mødte op til nakkefoldsscanningen i 12. uge. Vi anede ikke det mindste uråd, men under scanningen opdagede jordemoderen, at barnet var dødt. Det var et kæmpe chok, der kom til at sætte sig fast i kroppen på os.

Det var en ulykkelig følelse for os begge, men nok især for Lis. Michael fortæller, at det var meget svært ikke at kunne gøre noget for sin hustru – andet end at give hende masser af kærlighed og opmærksomhed.

Normalt hører man kun de lykkelige historier, men efter vores tab, har vi hørt mange fortælle om deres erfaringer med lignende tab, og på den måde er vi blevet klar over, at vi langt fra er de eneste, der har oplevet det her. Og det har på en måde trøstet os, at vi ikke var de eneste.

Set i bakspejlet kan vi også sige, at tabet havde været større, hvis barnet var dødt længere henne i graviditeten. Men tabet gjorde det også sværere under graviditeten med Ingrid, fordi jeg da havde svært ved at tro, at det hele kunne gå godt, fortæller Lis.

 

Omvæltningen

Selvfølgelig er det en stor omvæltning at få børn. Men måske har det været lettere for os at klare den omvæltning, fordi vi begge er hjemmemennesker. Men mange vaner og rutiner skal lægges om, og Michael fortæller, at han da gerne ville cykle til Odense på arbejde.

Det har han også gjort tidligere, men af hensyn til børnene tager han nu bilen, så han kan komme hurtigt hjem fra arbejde. Vi føler det meget naturligt at være forældre. Vi har valgt at være det, og vi vælger det på en måde hver eneste dag. Det gælder om at have den beslutning inde i sit hoved, at man er forældre. Derfor føler vi det heller ikke som nogen belastning at skulle give afkald på andre ting.

Det gør ikke noget, for vi elsker at være forældre – og vi har valgt det! Jo, sommetider kan vi da godt længes efter en friaften, hvor børnene bliver passet. Og vi kan længes efter, at børnene er lagt i

seng. Men samtidig oplever vi, at vi savner børnene på vores friaften, eller når de er lagt i seng.

 

Bekymringen og sårbarheden

Vi kender til bekymringen ved at være forældre. For når der sker ens barn noget, bliver man også selv ramt. Da Ingrid var 5 uger gammel, fik hun udslet, og vi måtte på børneafdelingen med hende. Vi mærkede dengang, hvor svært det er, ikke at kunne gøre noget, og også hvor svært det er, at overlade ens barn til andre.

 

Opdragelsen

Vi har ladet os fortælle, at man som par skal tale meget sammen op børneopdragelsen. Vi taler også sammen om opdragelsen af vores børn – og vi plejer at være enige – men for os er opdragelse mest bare noget, vi gør. Vi har fx visse idealer om økologi og om at vores børn ikke skal have for meget slik og chokolade.

Men samtidig vil vi heller ikke være fanatiske, og vi kan godt klare, at bedsteforældrene giver dem slik og chokolade. Men selv om man med opdragelsen påvirker sine børn, så er de jo også sig selv.

Og det er en af de fede ting, når ens børn sætter deres egen vilje og deres egen personlighed igennem.

Med Ingrid oplever vi for tiden det, som alle forældre kommer til at opleve, at hun sommetider gør det modsatte af det, vi ber hende om. Sommetider kan vi ikke lade være med at synes, at det er både lidt sjovt og charmerende.

Vi er klar over, at vi resten af livet vil være sårbare, for når vores børn rammes, så rammes vi også. Det giver også pludselig en forståelse for, hvordan ens egne forældre har haft – og har – det.

Nu, hvor vi er forældre, giver det os et stærkt ønske om at leve så længe, at vi kan give vore børn en tryg opvækst. Vi er klar over, at de børn, der mister en eller begge forældre, får det svært.

Samtidig er det også endnu vigtigere, at vi bliver sammen som par, for vi finder at børn har brug for begge deres forældre samtidig.

 

Dåben

Ingrid er døbt og det er meningen, at Alfred skal døbes en gang til sommer. Michael ser en pointe i, at børnene en gang træffer deres eget valg.

Samtidig ser han også en styrke i, at forældre giver deres børn det bedste, fordi de elsker dem. Lis finder det rigtigst, at deres børn skal døbes som små.

Vi træffer en god beslutning på vore børns vegne. Ens barn bliver en del af et større fællesskab. Dåben giver tryghed og den åbner for en tro, man kan finde håb i.

Tak til Lis og Michael!!!

 

Om at stå fast og tage nej-hatten på

 

 

Om at stå fast og tage nej-hatten på

 

Orientering ved Lars Larsen, Østrup, om Tidens trends

Om at stå fast og tage nej-hatten på. Det er en tradition, at man hvert år kort før jul kårer ’årets opinionsdanner’.

Prisen gives til en person, der har formået at flytte hegnspæle i den offentlige debat, og i 2017 tilfaldt prisen Svend Brinkmann, der er professor i psykologi.

Brinkmann blev for alvor kendt i 2014, da han udgav bogen Stå fast, og kåringen kunne være en passende anledning til at se lidt på hans ærinde, der siden er udbygget i de to efterfølgende bøger Ståsteder og Gå glip.

 

Det moderne krav om udvikling

Stå fast har undertitlen: Et opgør med tidens udviklingstvang, og hermed er banen kridtet op.

For hvad kendetegner vores kultur? Ja – først og fremmest, at vi har skiftet vores rødder ud med vores fødder, som Brinkmann udtrykker det. Samfundet stiller nemlig til stadighed krav om, at vi hele tiden skal bevæge og udvikle os – i arbejdslivet, i parforholdet, i kulturlivet, i fritiden. Samfundet er blevet til det, Brinkmann kalder den accelererende kultur, hvor det eneste stabile er den konstante udvikling samt at altings hastighed til stadighed speedes op.

 

En sådan kultur med dens fordring om omstillingsparathed og evig udvikling som et mål i sig selv har som konsekvens, at vi bliver usikre på, hvem vi er. Derfor bruger mange af os en stor del af livet på at finde sig selv – at søge svar på spørgsmålet: hvem er jeg? Og denne selvoptagethed er så massiv, at det ifølge Brinkmann er nærliggende ligefrem at tale om ’selvets religion’, hvor vi er blevet guder i vores egen trosretning.

 

Guds plads som centrum for vor søgen er erstattet af selvet, Bibelen af selvhjælpsbøger, og vi opsøger ikke længere præsten, men derimod coachen, terapeuten og psykologen, der skal hjælpe os – ikke til frelse, men til selvrealisering.

 

 

Vi bliver rodløse

Men hvad er da den såkaldte selvhjælpsindustris svar på jeg’ets spørgsmål, ja på alle livets vigtige spørgsmål? Det lyder kort og godt: det finder du i dig selv, det finder du, når du bliver bedre til at mærke efter, hvordan du har det, ved lære at lytte til din indre stemme og følge din mavefornemmelse samt lærer at sige ja og fokusere på det positive.

 

Men det er ifølge Brinkmann en risikabel vej at gå, for i stedet for at udvikle os til det bedre, er der stor risiko for, at vi bliver usikre, egoistiske og selvoptagne børnevoksne, der dårligt når at indrette os efter den nyeste trend, før vi jagter den næste.

Vi bliver dermed rodløse personer, der mister evnen til at stå fast og sige fra ligesom vi mister evnen til at besinde os på, hvad der er vigtigt her i livet. Og i værste fald kan det gå endnu mere galt. For det er nærliggende, skriver Brinkmann, at tolke ”samtidens epidemier af depression og udbrændthed som individets reaktion på den konstante accelerations ubærlighed.”

 

 

”Stå fast” – en alternativ selvhjælpsbog

Er der da ingen vej ud af denne misere?  Jo, det er der da heldigvis, hævder forfatteren, og modgiften finder han inspiration til i den antikke filosofiske skole – stoicismen – der lagde vægt på værdighed, sindsro, selvbeherskelse, pligtfølelse og en vilje til at affinde sig med sig selv.

 

Som andre selvhjælpsguider rummer også Brinkmanns bog, ”Stå fast” syv ledetråde, der samtidig fungerer som overskrifter til bogens kapitler. De lyder: 1) Hold op med at mærke efter i dig selv. 2) Fokuser på det negative i dit liv. 3) Tag nej-hatten på. 4) Undertryk dine følelser. 5) Fyr din coach. 6) Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog. 7) Dvæl ved fortiden.

 

Umiddelbart kunne de syv opfordringer vække det indtryk, at den 42-årige professor tidligt i sit liv har udviklet sig til et surt, gammelt brokkehoved. Men så glemmer man, at der bag hans karikerede ’lær-dig-selv-guide’ ligger et ønske om at hjælpe mennesker til ikke at være vindbøjtler, men derimod modne og værdige mennesker med høj grad selvkonstans og integritet, fordi man har evnet at slå rod i noget bestemt, der fremstår som vigtigere end andet.

Noget, som selvhjælpsindustrien med dens monotone mantra om konstant selvudvikling ifølge Brinkmann ikke er i stand til, da den i sin essens ret beset jo blot er et plagiat af den accelererende kultur.

 

 

Om at stå fast og tage nej-hatten på

Om at stå fast og tage nej-hatten på

Stå fast og se udad

Imod dette mantra opfordrer Brinkmann os til at lære at stå fast og give os lov til at være den samme over tid og sted. Og frem for alt opfordrer han os til at ændre blikretning: i stedet for konstant at se indad og mærke efter, vil han have os til at se udad – mod andre mennesker, mod kulturen og naturen. Svaret på alting findes nemlig ikke inde i dig selv, som coaching- og selvudviklingsbølgen postulerer. For her er nok ikke meget andet end organer, som det muntert formuleres.

 

En grundtanke i stoicismen er, at opfyldelsen af pligter, der ligeledes er et udtryk for udadrettethed, er noget af det fineste, et menneske kan foretage sig, og derfor appellerer Brinkmann til, at vi i stedet for at gå på en indadskuende selvopdagelsesrejse flytter fokus over på vores medmennesker.

 

Hvis der nemlig er noget, ”der er værd at navigere efter i sit liv, er det pligter og moral. Og så er det jo herligt, hvis man samtidig har det fedt og sjovt med at gøre sine pligter og gøre det ordentligt. Men hvis det ikke er herligt, er det alligevel værd at gøre det. Det er det, der er pointen,” siger han et sted.

 

Inspirationen fra stoicismen kommer også til udtryk i Brinkmanns kritik af den såkaldte positive psykologi. Belært af den stoiske tankegang foreslår Brinkmann den stik modsatte opskrift:

 

Først når vi accepterer, at vi en dag blive syge, gamle og skal dø og at det samme gælder vores nærmeste, kan vi for alvor sætte pris på livet og på samværet med andre mennesker.

 

Her bliver jeg desværre nødt til at bryde af. Desværre, fordi så mange af Brinkmanns betragtninger ikke er kommet med. Det er dog mit håb, at jeg med denne lille artikel har gjort nogle nysgerrige efter af orientere sig yderligere om den muntre, tankevækkende og provokerende professor, der er blevet kendt som ’ham med nej-hatten’.

 

 

På næste side kan du læse om Folkekirken i Grundloven – 4. maj og 5. juni.