Familielivet – Familier fortæller

Familielivet - Familier fortæller Michael, Lis, Ingrid, Alfred https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk

 

På sidste side fortalte vi om Den levende Julekalender. Nu fortæller vi om Familielivet – Familier fortæller.

 

Familielivet – Familier fortæller – her om det at være forældre.

 

Jeg har besøgt Lis og Michael Hougaard Holme-Bak på Klintebjergvej 58.

De er forældre til Ingrid (født i 2014) og Alfred (født i 2016). Dette er den første artikel i en serie med mennesker, der har oplevet noget skelsættende i deres liv, og det at blive forældre må jo siges at være en skelsættende begivenhed.

Det er en lun og solrig aften, Ingrid på næsten to år er lagt i seng og jeg sidder med Lis og Michael i deres stue. To måneder gamle Alfred er stadig vågen. Han hygger sig hos sin mor.

Lis og Michael begynder med at fortælle, hvor overraskede de er over, så hurtigt det er gået med at vænne sig til at være fire i stedet for tre. Selv dagen efter at Alfred var født, var det som om, han altid havde været der. Samtidig føles det meget mærkeligt at tænke tre måneder tilbage, hvor han endnu ikke var født.

Storesøster Ingrid har været hurtig til at lære at tale, så hende taler vi med. Så kom lillebror Alfred, og ham kan man selvfølgelig ikke tale med, som man taler med Ingrid. Det skal man lige omstille sig til, men bortset fra det er det forbløffende – og dejligt – så hurtigt man vænner sig til den lille nye.

 

Oplevelsen af at miste

Lis og Michael har også oplevet modgang.

De fortæller, at før de fik Ingrid, oplevede de at miste et ufødt barn: Vi mødte op til nakkefoldsscanningen i 12. uge. Vi anede ikke det mindste uråd, men under scanningen opdagede jordemoderen, at barnet var dødt. Det var et kæmpe chok, der kom til at sætte sig fast i kroppen på os.

Det var en ulykkelig følelse for os begge, men nok især for Lis. Michael fortæller, at det var meget svært ikke at kunne gøre noget for sin hustru – andet end at give hende masser af kærlighed og opmærksomhed.

Normalt hører man kun de lykkelige historier, men efter vores tab, har vi hørt mange fortælle om deres erfaringer med lignende tab, og på den måde er vi blevet klar over, at vi langt fra er de eneste, der har oplevet det her. Og det har på en måde trøstet os, at vi ikke var de eneste.

Set i bakspejlet kan vi også sige, at tabet havde været større, hvis barnet var dødt længere henne i graviditeten. Men tabet gjorde det også sværere under graviditeten med Ingrid, fordi jeg da havde svært ved at tro, at det hele kunne gå godt, fortæller Lis.

 

Omvæltningen

Selvfølgelig er det en stor omvæltning at få børn. Men måske har det været lettere for os at klare den omvæltning, fordi vi begge er hjemmemennesker. Men mange vaner og rutiner skal lægges om, og Michael fortæller, at han da gerne ville cykle til Odense på arbejde.

Det har han også gjort tidligere, men af hensyn til børnene tager han nu bilen, så han kan komme hurtigt hjem fra arbejde. Vi føler det meget naturligt at være forældre. Vi har valgt at være det, og vi vælger det på en måde hver eneste dag. Det gælder om at have den beslutning inde i sit hoved, at man er forældre. Derfor føler vi det heller ikke som nogen belastning at skulle give afkald på andre ting.

Det gør ikke noget, for vi elsker at være forældre – og vi har valgt det! Jo, sommetider kan vi da godt længes efter en friaften, hvor børnene bliver passet. Og vi kan længes efter, at børnene er lagt i

seng. Men samtidig oplever vi, at vi savner børnene på vores friaften, eller når de er lagt i seng.

 

Bekymringen og sårbarheden

Vi kender til bekymringen ved at være forældre. For når der sker ens barn noget, bliver man også selv ramt. Da Ingrid var 5 uger gammel, fik hun udslet, og vi måtte på børneafdelingen med hende. Vi mærkede dengang, hvor svært det er, ikke at kunne gøre noget, og også hvor svært det er, at overlade ens barn til andre.

 

Opdragelsen

Vi har ladet os fortælle, at man som par skal tale meget sammen op børneopdragelsen. Vi taler også sammen om opdragelsen af vores børn – og vi plejer at være enige – men for os er opdragelse mest bare noget, vi gør. Vi har fx visse idealer om økologi og om at vores børn ikke skal have for meget slik og chokolade.

Men samtidig vil vi heller ikke være fanatiske, og vi kan godt klare, at bedsteforældrene giver dem slik og chokolade. Men selv om man med opdragelsen påvirker sine børn, så er de jo også sig selv.

Og det er en af de fede ting, når ens børn sætter deres egen vilje og deres egen personlighed igennem.

Med Ingrid oplever vi for tiden det, som alle forældre kommer til at opleve, at hun sommetider gør det modsatte af det, vi ber hende om. Sommetider kan vi ikke lade være med at synes, at det er både lidt sjovt og charmerende.

Vi er klar over, at vi resten af livet vil være sårbare, for når vores børn rammes, så rammes vi også. Det giver også pludselig en forståelse for, hvordan ens egne forældre har haft – og har – det.

Nu, hvor vi er forældre, giver det os et stærkt ønske om at leve så længe, at vi kan give vore børn en tryg opvækst. Vi er klar over, at de børn, der mister en eller begge forældre, får det svært.

Samtidig er det også endnu vigtigere, at vi bliver sammen som par, for vi finder at børn har brug for begge deres forældre samtidig.

 

Dåben

Ingrid er døbt og det er meningen, at Alfred skal døbes en gang til sommer. Michael ser en pointe i, at børnene en gang træffer deres eget valg.

Samtidig ser han også en styrke i, at forældre giver deres børn det bedste, fordi de elsker dem. Lis finder det rigtigst, at deres børn skal døbes som små.

Vi træffer en god beslutning på vore børns vegne. Ens barn bliver en del af et større fællesskab. Dåben giver tryghed og den åbner for en tro, man kan finde håb i.

 

Tak til Lis og Michael!!!

 

 

På næste side kan du læse om Folkekirken i Grundloven – 4. maj og 5. juni.