https://www.skovløkken.dk https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/

Tilflyttere

 

 

Tilflyttere     www.grønkirke.dk Oestrup Skeby Gerskov Kirker www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk

 

Vi har fortalt om Svømmehal og kirker på sidste side. Nu fortæller vi om Tilflyttere.

 

Nedenunder finder du mange Tilflytterinterviews ved Keld B. Hansen med Tilflyttere til lokalområdet skovløkken;)

 

 

 

Tilflyttere til Daugstrup – mød de tre generationer, der bor sammen

 

Indtil for nylig var Daugstrupvej nummer 33 en gård med lader og maskinrum, men nu er jorden solgt fra, og gården er renoveret kraftigt, så huset fremstår lyst og moderne. For et par måneder siden var huset gjort klar til udlejning, men allerede inden da havde Anita, Kristina og Emma meldt sig som interesserede lejere.

 

Denne tilflytterartikel handler om de nye folk i det renoverede hus på Daugstrupvej 33, og det er en familie på tre generationer: Anita Andersen (mor og mormor), Kristina Andersen (datter og mor) og Emma Andersen (som er yngste generation).

 

Familien kommer fra Freltofte

Oprindeligt kommer Anita, Kristina og Emma fra Freltofte, hvor de boede sammen på en gård. Men for to år siden, da Anitas mand døde, besluttede de sig for at flytte. De valgte at flytte til Nordfyn, som de kender, fordi de har familie her.

 

En kort overgang boede de i Otterup, men siden den 1. april i år har de boet i Daugstrup.

 

Anita og Kristina viser mig rundt i deres nye hus. De fortæller, at de er glade for at bo der. Huset virker lyst og venligt. Ude bagved er der plads til heste, og de har også kaniner og en fiskedam med guldfisk.

 

Vi er meget åbne

Da vi har sat os indenfor i deres køkken er noget af det første, jeg spørger Anita og Kristina om, hvordan det går med at bo tre generationer sammen. De svarer, at de er rigtig glade for det, og at for dem er det den helt rigtige løsning. Anita tilføjer, at i deres familie er de meget åbne og tolerante. Vi taler om mange ting, og vi lever godt sammen. Samtidig har vi god plads, så vi behøver ikke at være sammen hele tiden. Vi har mulighed for at trække os tilbage til vores eget værelse.

 

Vi har de samme interesser

Når vi godt kan lide at bo sammen skyldes det blandt andet, at vi har mange af de samme interesser. Vi er for eksempel alle interesseret i ridning. Vi har fire heste, hvoraf de to heste er herhjemme, mens de to andre går i Klintebjerg. Vi skal have ryddet op heromkring og fjernet nogle af udhusene. Samtidig overtager vi noget af marken ude  bagved, så det vil alt i alt give os plads nok til, at vi kan have alle fire heste her. Interessen for heste har givet os mange venner med den samme interesse, så derfor er det også sådan, at vi har mange venner til fælles, fortæller Anita.

 

Jeg skal nok finde arbejde

I løbet af vores samtale fortæller Anita, at hun har haft leddegigt i 20 år. Derfor må hun ikke belaste sig selv for meget, og hun er for eksempel ikke i stand til at varetage arbejde på fuld tid. Anita er uddannet kontorassistent, men det er svært at finde et kontorjob på kun nogle få timer om ugen. Alligevel er hun fortrøstningsfuld og mener, at det nok skal kunne lykkes at finde et arbejde i lokalområdet. Hidtil, siger hun, har jeg nemlig ikke gået arbejdsløs, og jeg er parat til at tage al slags arbejde, bare jeg kan holde til det, så jeg regner med, at det snart vil lykkes for mig at finde et job.

 

Lokalområdet

Anita og Kristina synes, at de bor det helt rigtige sted. Vi bor jo i nærheden af Odense, fortæller de, og der er ikke langt til Hasmark og nordkysten. Samtidig virker det, vi har set af lokalområdet, meget lovende, forklarer de.

 

De fortæller, at de allerede har været rundt i lokalområdet. Vi har været i Klintebjerg flere gange, og sidste år deltog vi i deres havnefest. Vi vil også gerne deltage i Fjordens Dag i Klintebjerg, og vi har lagt mærke til, at der i efteråret bliver arrangeret en grisefest i Østrup forsamlingshus. Den fest vil vi også gerne deltage i. Vi har også været i Østrup kirke et par gange. Vi var blandt andet med til en dåb. Det var en af de kommende konfirmander, som vi er i familie med, der blev døbt. Det var dejligt at være med til.

 

 

 

 

Familien i Gudskov Allan, Maria og Valde
Familien i Gudskov Allan, Maria og Valde

 

Tilflyttere Allan Ibsen, Maria Dahl Hedegaard og Valde – Gerskov

 

Nye folk i ”Henry Kartoffelavlers hus”

Tilflytterinterview ved Keld B. Hansen

 

I vores serie om tilflyttere har jeg denne gang besøgt en lille familie i Gudskov. Den består af Allan Ibsen, Maria Dahl Hedegaard og Valde. De bor sammen med hunden Kosmo (en kæmpestor engelsk Mastiff) samt kattene Prop og Laban

 

Det hele begyndte med, at Allan i slutningen af 2011 købte huset på Grusgyden 58 i Gudskov. Dengang var han ingeniørstuderende i Odense og tænkte, at hvis han nu flyttede på landet, kunne han overkomme prisen på et hus. Allan flyttede ind i sit hus i 2012, og i 2013 flyttede Maria ind. Allan og Maria havde nemlig mødt hinanden på ingeniørstudiet, hvorfra Allan har en bachelor. Maria forventer at tage kandidateksamen i juni i år.

Eget firma

For øjeblikket har Allan en pause fra sit studium, idet han har fået eget firma. Allans firma har 20 ansatte, der yder hjemmehjælp i Odense. Han forklarer, at det er et privat firma, der yder det som den kommunale hjemmehjælp også yder; dog mener han, at hans firma ved navn ”Hjælp til Hjemmet” har mere fokus på service og fleksibilitet. Drømmen er dog at komme tilbage og gøre ingeniørstudiet færdigt.

 

Interesse for fjernvarme

Både Maria og Allan har brugt deres studium til at specialisere sig i energiteknologi, og de har en særlig viden om og interesse i fjernvarme. Maria sidder for øjeblikket og skriver speciale om, hvordan man ved et samarbejde mellem fjernvarmeværker på Fyn kan levere bedre resultater og i højere grad gøre sig fri af for eksempel kul.

 

Valde

Valde kom til verden for næsten to år siden. Han lader til at være en glad dreng, og jeg lægger mærke til, at han godt kan li at kæle med katten. Sommetider er det lidt voldsomt, men meningen er god nok.

 

Valde går i dagpleje i Otterup og er skrevet op til vores lokale børnehave, Skovtroldene, der ligger ved Skovløkkeskolen. Valde tager sommetider med sin mor i mødregruppen, og det har blandt andet givet Maria gode kontakter i lokalområdet.

 

Tilfældigt med Gudskov

Allan er vokset op på Falster og Maria er vokset op i Tved ved Svendborg. De mødtes som nævnt i Odense, og det var helt tilfældigt, at de kom til at slå sig ned i Gudskov. Men de har langt fra fortrudt.

 

Det var ikke svært at falde til her, forklarer de. Det er meget let at komme i kontakt med folk, og naboerne er flinke. Man kommer hurtigere ind på folk, end man gør i byen, og det er en stor fordel. Vi er glade for at være tæt på fjorden, og der er godt gang i Klintebjerg havn om sommeren. Vi har også en båd, som vi gerne vil have ned og ligge i Klintebjerg havn.

 

Desuden er indkøbsmulighederne rigtig gode i Otterup, og foreningerne har meget at byde på, så der er meget at vælge imellem.

 

Det er også dejligt at have badestranden ved Hasmark tæt på, så vi føler på ingen måde, at vi går glip at noget ved at bo her i Gudskov. Derfor kan man sige, at det, der opstod som en tilfældighed – at vi flyttede til Gudskov – er blevet til noget, som vi er blevet virkelig glade for.

 

Det eneste lille minus er, at der er lidt længere til for eksempel Svendborg eller Sjælland end hvis vi boede i Odense, men reelt er det ikke noget problem.

 

Lokalt engageret

For nylig besluttede Maria sig for at engagere sig lidt mere i det lokale. Hun mødte op til borgermødet, der blev afholdt på Skovløkkeskolen den 6. februar.

 

På mødet blev der givet en gennemgang af alt det som lokalrådet og kaffegrupperne (som er underudvalg) arbejder med. Det var for eksempel rigtig fint at få en gennemgang af, hvad der skal ske med havnen, fortæller Maria. Det viser, at der er godt gang i udviklingen her i området.

 

Med i trafikgruppen

På mødet den 6. februar meldte Maria sig til trafikgruppen, og det har ifølge Maria været en god oplevelse at komme med i den gruppe. Vi er meget forskellige både med hensyn til alder og baggrund, forklarer Maria. Men det er meget engagerede mennesker, og det giver mig kendskab til endnu flere folk fra lokalområdet. Flere i gruppen kender for eksempel mere til vores hus end vi selv gør. I bor jo i ”Henry Kartoffelavlers hus” fortæller de, og så fortsætter de med at fortælle om denne Henry Kartoffelavler og andre lokale folk. Det er spændende og sjovt at lytte til, forklarer Maria.

 

Selve det at arbejde med trafikken er også tilfredsstillende. Ikke mindst fordi vi har et tæt og et godt samarbejde med Nordfyns kommune. Her mærker man, at vi er i en forholdsvis lille kommune, hvor det er lettere at få indflydelse. Vores arbejde går meget på at få sænket farten, for alt for mange kører alt for stærkt. Selv her på Grusgyden, hvor vejen er smal, køres der for stærkt. Vi har også mulighed for at få kommunen ud og reparere veje og rabatter – det er meget tilfredsstillende, forklarer Maria.

 

Allan, Maria og Valde bliver boende

Intet tyder på, at familien med hunden Kosmo og de to katte flytter fra Gudskov. Tværtimod føler de sig bedre og bedre integreret i lokalsamfundet, og det kan alle vi andre jo kun være godt tilfredse med!!

 

 

 

 

Dorte og Lars Ildsjæle
Dorte og Lars Ildsjæle

 

“Tilflytterinterview” – Dorthe & Lars – Ildsjæle

 

 

“Tilflytterinterview” – Dorthe & Lars – Ildsjæle

 

Dorthe og Lars har hjerte for andre

 

Interview ved Keld B. Hansen

Jeg besøger Dorthe og Lars, der bor på Klintebjergvej 105 i Klintebjerg – i det hus, som Dorthes morfar og mormor overtog i 1961. Dorthes forældre kom til at bo ved siden af hovedbygningen, dvs. i den tidligere (men renoverede) hestestald. Der er Dorthe  og hendes lillebror, Jens, vokset op. Nu ejer Dorthe og Lars både hovedbygningen og ”Bindingsværket”, som den tidligere hestestald kaldes.

 

Dorthe fortæller om sin morfar, der var arkitekt, og som gjorde deres hus til en meget smuk ramme om deres og familiens liv. Hun fortæller også om sin far, Robert Andersen, hvis arbejdsliv førte ham til Filippinerne og senere til Tanzania. Robert kom til at arbejde mange år i Tanzania, og derefter opnåede han at blive tanzaniansk konsul med kontor i hjemmet på Klintebjergvej. Robert døde for seks år siden, men den dag i dag er store dele af familien stadig ”bidt” af Tanzania.

 

Engagementet i andre mennesker

Selv om der er mange spændende ting at fortælle om familiens mere end halvtreds år i Klintebjerg, kommer jeg først og fremmest for at høre om, hvad Dorthe og Lars brænder for og er engageret i.

 

Fælles for dem begge to er, at de er meget engagerede i Tanzania og landets befolkning men også i mennesker af anden kulturel baggrund, der er kommet til Danmark, og som gerne vil være en del af det danske samfund.

 

 

Lars som mentor for flygtningedrenge

Lars er indehaver af firmaet, Tømrermester Lars Stampe Nielsen, men han har indrettet sig sådan, at han ikke nødvendigvis behøver at arbejde på fuld tid. Dette sætter ham fri til at arbejde som mentor for Odense kommune og Nordfyns kommune.

 

Arbejdet som mentor indebærer, at han i perioder tilbringer tid sammen med unge flygtningedrenge, der har det svært i Danmark. De er ofte flygtet alene, og samtidig er de ganske unge. Flere af dem er omkring de 18 år.

 

I sin tid som mentor har Lars blandt andet haft kontakt til en dreng fra Irak og en fra Afghanistan. Han følger dem så i mellem et halvt og halvandet år, hvor han lærer dem noget om, hvordan man klarer en tilværelse i Danmark. Lars kalder arbejdet meget berigende, og han kan fortælle, at de drenge, han har været mentor for, klarer sig godt.

 

 

Dorthe og indvandrermedicinsk klinik

Dorthe er uddannet sygeplejerske og har taget en PhD i patientundervisning. På et forholdsvist tidligt tidspunkt – dvs. i 2009 – fik hun ansættelse på Indvandrermedicinsk Klinik på OUH. Det er der, man møder folk med en hel anden kulturel baggrund.

 

I sit daglige arbejde på Indvandrermedicinsk Klinik har Dorthe og de øvrige ansatte det udgangspunkt, at det handler om at møde mennesket der hvor det er. Dorthe forklarer, at det handler om, at dem, der kommer hos os, skal ses som mennesker. Nogle har tunge byrder at bære på, men det gælder jo også for danskere, siger Dorthe, og derfor handler det først og fremmest om, at vi altid forsøger at finde ind til det menneskelige hos folk.

 

Man kan sige, at den røde tråd i Lars´ og mit liv er, at vi også ønsker at møde de såkaldt fremmede, som lever i Danmark. Vores erfaring er, at vi dermed møder de mest fantastiske mennesker, og at vi bliver stærkt berigede ved at lære dem at kende. Det gælder for eksempel også i forhold til de syriske flygtninge, der er kommet til Otterup, og som vi kender nogen af.

 

Forholdet til de fremmede bliver også lidt politisk, siger Dorthe, for vi er i Danmark desværre blevet for gode til at grave grøfter mellem os og de fremmede, og vi finder, at politikerne desværre alt for ofte spiller på folks angst for det ukendte. Men det er vores erfaring, at vi i mødet med herboende flygtninge og indvandrere får meget mere, end vi giver.

 

 

Dorthe, Lars og studerende fra Tanzania

Ved siden af mentorjobbet, arbejdet på  indvandrerklinikken og venskabet med lokale syriske flygtninge overkommer Dorthe og Lars også et engagement i deres gamle kærlighed, som er Tanzania.

 

Allerede i 2008 var Dorthe og hendes far, Robert, med til at starte et uddannelsescenter i Tanzania, hvor Dorthe var involveret i den del, der havde med sundhed at gøre.

 

Dorthe er også i dag i forbindelse med sundhedsuddannelsen i Tanzania. Blandt andet gennem en udvekslingsordning, hvor danske sygeplejestuderende får et semester i Tanzania. Tanzanianske sygeplejestuderende har slet ikke de samme økonomiske muligheder som deres danske kolleger, men  de har alligevel også fået mulighed for et semester i Danmark, og Dorthe fortæller, at mødet med det danske sundhedssystem inspirerer de tanzanianske studerende til en bedre pleje af patienterne i deres hjemland.

 

Dorthe og Lars arbejder løbende på at få tanzanianske studerende på et 5-måneders ophold i Danmark, og indtil videre har de fået ti studerende herop. Men der består en opgave i at skaffe penge til dem til dækning af udgifterne til kost og logi og transport.

 

Den udfordring har affødt et nyt projekt, hvor Dorthe og Lars under deres ophold i Tanzania opkøber billeder og træskærerarbejder fra lokale tanzanianske kunstnere. Kunsten sælger de i Danmark, og på den måde støttes tanzianianske kunstnere samtidig med at de tanzanianske studerende får et økonomisk tilskud.

 

Efter en to timer lang samtale hos Dorthe og Lars kører jeg hjem igen – fuld af beundring for deres engagement og deres hjerte for andre.

 

 

 

Indflytterinterview Lene og Mogens Larsen
Indflytterinterview Lene og Mogens Larsen

Tilflytterinterview Lene – en endnu ikke tilflytter

 

Tilflytterinterview Lene – en endnu ikke tilflytter

Lene Larsen bor på en gård sammen med sin mand, Mogens. De bor på Langhede, der ligger sydøst for Søndersø, men de har begge et stort ønske om at flytte til Gerskov.

 

Lene arbejder på daghøjskolen ”Femkanten” i Søndersø, hvor man modtager demensramte, mens Mogens arbejder på Vandcenter Syd på Hjorslevvej i Otterup. Mogens cykler hver dag til og fra arbejde, og det er en af grundene til, at de gerne vil flytte til et sted, der ligger tættere på Otterup. Dertil kommer, at de bor på en stor ejendom og ville foretrække at bo i noget, der er mindre.

 

Vil gerne flytte til Gerskov

Derfor begyndte Lene og Mogens at se sig omkring efter et sted, hvor de kunne slå sig ned, og det har ført til, at de er blevet helt vilde med Gerskov.

 

Gerskov er en utrolig charmerende og uspoleret landsby, siger Lene, og når vi kører rundt i området, lægger vi mærke til, at alle hilser på os – også selv om de ikke kender os. Så vi har indtryk af, at her bor mange rare mennesker, der kommer hinanden ved.

 

Vi har også set kirkegården ved Gerskov kirke. Det er en oplevelse i sig selv, for den er altid så velplejet og fin.

 

På besøg i Gerskov kirke

Så var det, at jeg for et par år siden tog mod til mig og tog til gudstjeneste i Gerskov kirke juleaften, og fra det øjeblik var jeg solgt – det var simpelthen så hyggeligt.

 

Derefter er det gået slag i slag med at jeg er blevet mere og mere involveret i kirken, og jeg har lært mange af de folk, der kommer der, at kende. Der er så mange rare mennesker, der kommer i kirken. Man bliver modtaget med åbne arme. Jeg havde ikke været der ret mange gange før en sagde, at jeg kunne løse sognebånd, og det har jeg så gjort.

 

Når man kommer som ny, ser man det sociale i kirken, og det er ikke noget, jeg har oplevet tilsvarende andre steder. Nu er jeg så kommet med på ”Rejseholdet”, som er 20 frivillige, der hjælper til med gudstjenesten. Nogle af os læser for eksempel tekster op. Desuden er jeg kommet med i strikkeklubben (se side 4 og 5), og det er utrolig hyggeligt.

 

Derfor er tilknytningen til kirken der, og så kan vi håbe på, at boligen kommer. Nu går vi så og venter og håber, at der bliver et godt hus til salg i Gerskov, slutter Lene.

 

 

 

Personer i Kirkerne Kai Menighedsrådet www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk
Menighedsrådet Kai Hovhave – Skovgyden, Ørritslev Skov

 

Kaj brænder for det lokale

 

Interview ved Keld B. Hansen

 

Kaj Hovhave bor på Skovgyden nummer 43 i Ørritslev Skov. Han er næstformand i menighedsrådet, og den første juni i år blev han valgt som formand for Landdistriktsrådet på Nordfyn.

En dag i september besøgte jeg Kaj for at høre om hans liv samt om hans engagement i det lokale.

Mens Kaj serverer kaffe og hjemmebagt brød, indleder han med at fortælle, at han er født på gården, Hovhaven, ved Ubberud (deraf efternavnet Hovhave). Da han var to år gammel flyttede han og hans familie til Otterup, og otte år senere købte hans forældre en landejendom på Skovgyden. Til landejendommen hørte 16 tdr. land, og det var forholdsvist meget dengang i 1950erne.

 

 

Som voksen er Kaj vendt tilbage til Skovgyden.

Her bor han sammen med sin kone, Barbara, og hans mor bor stadig på landejendommen nogle få huse derfra. Kaj og Barbara har to voksne sønner, Karl Gustav og Kristoffer, og nu er det sådan, at en god del af Kaj og Barbaras fritid går med at passe børnebørn i hhv. Odense og Aarhus.

Uddannet ingeniør

Som ung blev Kaj uddannet som ingeniør, og det meste af sit arbejdsliv har han arbejdetfor tyggegummifabrikken Dandy i Vejle. På Dandy var han teknisk chef, og i det meste af 1990erne var han bl.a. beskæftiget med at opføre et pakkeri og senere en tyggegummifabrik i Novgorod i det nuværende Rusland.

Over en periode på seks år rejste Kaj til Rusland en gang om måneden, og han husker de år som en meget spændende periode. Alle hans besøg i Rusland gav ham bland andet mange indsigter i og respekt for en helt anderledes kultur.

 

Engagementet i det lokale

For et par år siden gik Kaj på pension, og han har nu fået tid til at arbejde for udviklingen af sit eget lokalområde. Han fortæller, at han godt kan forstå, at alle dem, der både skal passe job og børn, ikke har tid til at gå ind i et aktivt stykke arbejde for lokalområdet.

Det havde jeg heller ikke selv, da jeg havde job og hjemmeboende børn, fortæller han. Men nu er han blevet så privilegeret, at han har tid til at engagere sig. Kaj fortæller, at kommunen for få år siden udskrev en konkurrence, hvor man skulle komme med sit bud på en udviklingsstrategi for kommunen.

Den udfordring kunne han og Tommy Andersen, der også bor på Skovgyden, ikke stå for, så de deltog i konkurrencen og vandt en anden præmie. Den røde tråd i deres udviklingsstrategi var, at mennesker af vidt forskellig alder og med forskellige behov bør kunne trives med den udvikling, der sker i lokalområdet. Derfor bør der være uddannelsesmuligheder, transportmuligheder og gode pasningsordninger både for børn, unge og ældre, så man kan blive i det område, hvor man bor, men også tiltrække nye beboere.

 

Kajs tanker om det lokale

Kaj fortæller, at for ham er mangfoldigheden vigtig. Han siger, at her ude på landet, hvor vi bor, er der en styrke i, at vi er meget forskellige, og at der desuden findes mange forskellige foreninger, institutioner og virksomheder. Lokalråd, menighedsråd, foreninger, enkeltpersoner, institutioner og virksomheder udgør en styrke for et område. Og hvis de kan bringes til at ”spille” sammen, kan det gøre området endnu stærkere.

Kaj har selv oplevet eksempler på lokale initiativer, der med tiden har vokset sig stærke. Han nævner håndboldklubben i Hessum, som han var medlem af i sine unge 11 dage, og som blev til Otterup Håndboldklub. Og han nævner Skebydilettanternes optræden i Skeby forsamlingshus; det, som med tiden er blevet til Nordfynsspillene, der hver sommer giver forestillinger på Nislevgård Efterskole. Dette er for ham eksempler på, at man lokalt kan putte små frø i jorden, der med tiden kan udvikle sig til noget stort.

 

Inspireret af et højskoleophold

I min samtale med Kaj fortæller han blandt andet, hvordan han som yngre blev kraftigt inspireret ved at tage et par måneder på højskole. Det skete, da han i begyndelsen af sit arbejdsliv som ingeniør tog orlov fra jobbet for at tage på Krabbesholm højskole.

Han fortæller, at der var han revet ud af sit vante miljø og kom ind i et miljø, hvor han oplevede styrken ved at være sammen med mennesker af vidt forskellig alder, livsopfattelse og baggrund. Samtidig fik han på højskoleopholdet indblik i Grundtvigs meget positive kristendomsopfattelse. Også det gjorde et stort indtryk på ham.

Mangfoldigheden herude på landet Oplevelsen fra højskoleopholdet og livet på landet har det til fælles, fortæller Kaj, at mangfoldigheden findes begge steder. I for eksempel parcelhuskvarterer i byerne, kan man opleve, at folk tilhører det samme sociale lag, men herude på landet er vi meget mere forskellige. Og det er virkelig berigende, at vi er så forskellige, siger han.

 

Formand for Landdistriktsrådet

Som formand for et nordfynske landdistriktsråd repræsenterer Kaj nu kommunens 11 lokalråd, og samtidig repræsenterer han Skovløkken Lokalråd. Det bringer ham jævnligt i kontakt med kommunens politikere, og han er på den måde med til at diskutere landdistrikternes fremtidige udvikling. Som formand vil han gerne være med til at arbejde for f.eks. bedre mobildækning og flere cykelstier, og hvad der ellers måtte være stor efterspørgsel på. Han drømmer om, at flere og flere lokale finder glæden ved at deltage i egnens folkelige liv.

 

 

 

 

Thomas & Marian
Thomas & Marian

 

 

 

Tilflytterinterview

– Friluftsfolk, Thomas Rose Christensen og Marian Rose Frederiksen, flytter til Østrup

 

Tirsdag den 27. juni ringede min telefon.

Det var Marian Rose Frederiksen, der henvendte sig for at høre mere om shelteren ved den grønne plads i Østrup.

Hun fortalte, at hun og hendes mand, Thomas, ønskede at overnatte i shelteren mellem torsdag og fredag i den samme uge. Samtidig fortalte hun, at de havde købt hus i Østrup, nemlig Strøbyvej nummer 44, og at de skulle flytte ind den 1. september.

Henvendelsen fik mig til at tænke, at jeg kunne tage et indflytterinterview med de to allerede før de flyttede ind,
og at jeg kunne møde dem ved shelteren torsdag aften. Hurtigt fik vi en aftale i stand om at mødes ved deres logi torsdag aften.

Det blev et meget hyggeligt møde med de to kommende tilflyttere. Aftenen var lun, fuglene sang, vi havde udsigt til tingstedet og den lille sø, og bag Thomas og Marian lå shelteren, som opførtes sidste år. Soveposerne var allerede redt ud, så der var gjort klar til natten.

Ivrige friluftsfolk

I løbet af samtalen fortalte de mig, at de bor i Odense, og at de er ivrige friluftsfolk. De to har en aftale med hinanden om, at de en gang om måneden hele året tager ud og overnatter i shelter. De fortæller, at det altid giver dem en dejlig oplevelse – en anledning til at være sammen og puste ud og stresse af. Det er ganske enkelt noget, de meget nødigt vil undvære.

De kan fortælle, at de har overnattet i shelter forskellige steder i Jylland og på Fyn. De holder også meget af at tage til det sydfynske øhav, hvor de har overnattet på Bjørnø og Skarø. Sådan en lille ø er en verden i sig selv, og det er spændende at tale med dem, der har levet hele deres liv sådan et sted.

 

Pædagog og kontorelev

Marian er pædagog. Hun har i ni år arbejdet med autistiske børn på Lumby Skoles Centerafdeling.
Det er en skole med over tres elever, og den modtager elever både fra Odense kommune og Nordfyns kommune. Thomas er kontorelev hos firmaet Geck i Vissenbjerg.

 

De holder sig i form

Det er tanken, at når de flytter til Strøbyvej i Østrup, så vil de gerne cykle på arbejde. Marian får 6½ kilometer til sin arbejdsplads i Lumby, så hun har et ønske om at cykle hver dag. Thomas kommer til at tage bilen til Vissenbjerg en gang imellem, men han vil gerne cykle på arbejde op til tre gange om ugen. Så man må sige, at de to tilflyttere
sørger for at holde sig i form. Thomas løber også gerne en tur, og han nyder at komme ud både sommer og vinter. Inden for de sidste 2½ år har han løbet 35 maratonløb, og så har han løbet fire ultraløb. Et ultraløb er et løb på over 50 kilometer. Det længste, han har løbet, er 85 kilometer og imponerende 130 kilometer over to dage.

 

Deres nye bopæl på Strøbyvej i Østrup

Thomas og Marian fortæller, at det i grunden var en tilfældighed, at de fandt deres hus i Østrup. For øjeblikket bor de i Odense M, og de kunne mærke, at de trængte til at flytte til roligere omgivelser på landet. De fik et tip
om, at huset på Strøbyvej 44 var til salg, og da de så huset, faldt de straks for det. Huset har også en stor grund, hvor de kan slappe af, og hvor de måske også får bygget deres egen shelter.

Østrup ligger jo et sted, hvor der er kort til bussen og også til Odense, tilføjer de, og derfor har man både fordelen af at bo på landet samtidig med, at man hurtigt kan komme ind til byen. Thomas fortæller, at han holder meget af at fiske, og derfor er han glad for, at Østrup ligger forholdsvist tæt på vandet.

 

Foreningsmennesker

De to glæder sig til at flytte på landet, og de fortæller, at de glæder sig til at møde den lokale befolkning. Derfor sagde de også straks ja til at lade sig interviewe. Så ved folk jo lidt om hvem vi er, forklarer de, og så kommer vi forhåbentlig hurtigere i gang med at hilse på hinanden.
De forklarer, at de har det med at engagere sig, der hvor de bor. De er begge foreningsmennesker, især inden for sport. I Fruens Bøge har de været med til at arrangere maratonløb, og de har også været med til at arrangere loppemarkeder.

 

Farvel og tak

Da vi har talt sammen i en times tid, siger jeg farvel og tak for samtalen. Jeg kører hjem igen, og Thomas og Marian sætter snart kursen mod shelteren, hvor de skal tilbringe natten. Jeg tager derfra med en god forventning til, at de to aktive mennesker snart flytter ind i vores lokalsamfund.

 

Shelter Østrup
Shelter Østrup

 

 

 

 

Tilflyttere - Maria og Thomas Ølundgården
Tilflyttere – Maria og Thomas Ølundgården

 

Tilflytterinterview

– Maria & Thomas på Ølundgården

 

Omkring den 1. april i år flyttede nye folk ind på på Ølundgården, der ligger på Ølundgyden 48.

Det drejer sig om tre generationer, der bor under samme tag, og det er Thomas Bergquist Kunz og Maria Pedersen og deres to børn, som er Sofia på tre år og Selina, på snart to år.

Desuden er der Thomas´ nevø, Stefan, og Thomas´ mor, Connie.

 

En dag i maj kom jeg forbi på min cykel, og over en kop kaffe fik jeg en snak med Maria og Thomas…

 

De fortæller, at de kommer fra Nr. Åby;

før den tid kom Maria fra Filsø ved Henne Strand i Vestjylland, mens Thomas oprindeligt er fra Langeland. De havde fået lyst til at bo et sted, hvor de kunne have god plads omkring sig med åbne vidder og højt til loftet, så da de fik øje på Ølundgården og så, at man kunne bo til leje der, så var de ikke i tvivl om, at her ville de gerne bo.

De har desuden ønsket at bo tre generationer sammen, og det store hus er velegnet til det formål. Tre generationer i samme hus har blandt andet den fordel, at de kan hjælpe hinanden.

 

Thomas og hans tatoveringer

Når man ser Thomas, lægger man mærke til, at tatoveringer smyger sig op ad armene på ham. Han viser mig en viking, han er i færd med at få lavet på skulderen. Han fortæller, at han ikke går med tatoveringer fordi han vil være en hård fyr. Men det er sådan, at han interesserer sig for tatoveringer, og derfor besøger han sommetider tatovøren i Nr. Åby.

 

Thomas fortæller også, at han er lastbilchauffør.

Han kører altid om natten og næsten altid den samme rute, som går mellem Fredericia og Perstorp i Sverige. Det giver en tur på 730 kilometer hver nat. Thomas kører  med flydende gas, og gassen bruges blandt andet til laserskæring. Den flydende gas regnes for farligt gods, og den må kun transporteres gennem Øresundstunnellen mellem kl. 23 og 06. Det er forklaringen på, hvorfor Thomas altid må køre om natten.

 

Maria ser med hjertet

Maria er mor til fire børn. De to ældste bor for det meste i Nr. Åby, og de to yngste, som hun har sammen med Thomas, er Sofia og Celina.

 

Maria er uddannet pædagog, men hun har ikke længere et arbejde uden for hjemmet. Det skyldes, at hun er næsten blind. Hun fortæller, at hun er født med det handicap. Det betyder til gengæld, at hun er forholdsvis stærk på de andre sanser, og hun fortæller, at eftersom hun har svært ved at se folk med øjnene, så ser hun dem med hjertet i stedet for. Eller med ørerne.

 

Et resultat af hendes svage syn er, at hun har svært ved at se folk før de er helt tæt på hende. Derfor har hun ikke for vane at hilse på folk, og derfor er det en fordel, når folk kender hendes handicap, for så ved de, at det ikke er af uvilje, at hun ikke hilser på folk.

 

Sofia, Selina, Connie og Stefan

Sofia og Selina går begge i institutionen Skovtroldene, der ligger ved Skovløkkeskolen. Der går Sofia i børnehave og Selina går i vuggestue.

Connie er pensionist, og hun hjælper til med mange ting. Mens jeg er der, er hun i fuld gang med arbejdet i den store have.

Og Stefan, der snart bliver 22 år, læser for tiden til eksamen. Han er i gang med at færdiggøre HF.

 

Mange fordele ved at bo her

Hele familien har fået masser af plads både ude og inde, og det er de meget begejstrede for. De har også god plads til deres 3 ponyer (en af dem er til salg lige nu!!!), og de ser næsten kun fordele ved at bo her. Maria savner sit netværk fra Nr. Åby, men nu er de så småt begyndt at lære de nærmeste naboer at kende, og de glæder sig til at lære endnu flere at kende!!

 

Tilflyttere Maria og Thomas Ølundgården
Tilflyttere Maria og Thomas Ølundgården

 

 

 

 

Tilflytterinterview - Anders og Marianne fra Klintebjergvej 114 Foto CMP
Tilflytterinterview – Anders og Marianne fra Klintebjergvej 114 Foto CMP

 

Tilflytterinterview – Anders og Marianne fra Klintebjergvej 114

Anders og Marianne Jensen og deres to børn, Jonathan og Julie, bor lige før byskiltet i Klintebjerg, og mange kender
deres bod med hjemmelavet marmelade.

Jeg besøgte familien for at høre nærmere om alt det, de er optaget af.

Det er fem år siden de flyttede fra Odense og til Nordfyn og overtog deres nuværende hus, Snerlegården, med tilhørende 2,6 hektarer.

Dermed gik deres drøm i opfyldelse, for nu havde de endelig fået et sted, hvor de havde god plads omkring sig. Et sted, hvor de kunne gå ture, og hvor der var god plads til dyr og dyrkning af grønsager.

 

Anders er bygningsmaler og arbejder i Vejle, Marianne er lærer på Klintebjerg Efterskole, og Jonathan og Julie går i skole i hhv. Otterup og på Skovløkkeskolen.

Efter fem år er vi stadig meget glade for at bo her, fortæller de. Vi er rigtig glade for lokalsamfundet, og vi havde ikke drømt om, at folk kunne være så hjælpsomme. I Odense oplevede vi ikke, at folk hilste på hinanden, men her hilser folk hele tiden på hinanden.

Det synes vi simpelt hen er pragtfuldt, og hver gang vi oplever det, kan vi ikke undgå at blive i godt humør.

 

Når det er sagt, så bor familien tæt på Klintebjergvej,

og derfor oplever de desværre, at mange folk kører alt for stærkt på deres strækning. Vi synes også, siger de, at der er
alt for mange, der smider flasker og dåser langs med vejen. Det kunne vi godt ønske
os blev bedre.

 

Interessen for dyr

Det hører med til fortællingen om Anders og Marianne, at de altid har haft interesse for dyr. Derfor har de altid dyr i hjemmet. Vi har altid mindst to hunde, og så har vi et par katte, der er gode til at fange mus og
rotter.

Vi går meget op i sundhed inden for mad. Vi forsøger at undgå sprøjtegifte, og vi lever så økologisk, som vi kan.

Derfor har vi fået mange dyr, så vi kan være selvforsynende med kød. Noget af det første, vi fik, var et par dværggeder, og så fik vi belgisk kæmpe kaniner, som er slagtekaniner. Sådan nogle kaniner kan veje op til 9 kilo stykket.

 

Derefter fik vi høns, og så fik vi moskusænder;

vi tænkte, at det kunne være sjovt at have dem som vore juleænder. Ind imellem har vi også grise.

Dyrene har det godt her, og det er en glæde og en tilfredsstillelse, at vi selv har de dyr, som vi lever af. Det er også vigtigt, at ens børn lærer, hvor kødet kommer fra.

Men det koster en stor arbejdsindsats at have mange dyr, og på grund af Mariannes gigtsygdom, må Anders tage det tunge arbejde med pasning af dyrene.

Der går i gennemsnit et par timer om dagen med pasning af dyrene, men det giver samtidig stor livsglæde. Og set i forhold til alt det, vi hører om madspild, er det også en tilfredsstillelse, at alt madaffald fra køkkenet og frugt fra vores æble- og blommetræer kan gives til dyrene.

 

Drivhus og køkkenhave

Vi har også stor glæde af vores drivhus, hvor vi dyrker tomater, agurk, chili og lidt melon. Og på vores grund har vi køkkenhave med grøntsager, frugttræer og frugtbuske.

Af bær har vi hindbær, solbær, stikkelsbær, jordbær, ribs, blåbær, solstik (en mellemting mellem solbær og stikkelsbær). Desuden har vi rabarber, æbler og blommer.

 

Det sælger vi

Her på vores eget lille sted har vi så meget af mange ting, at vi kan sælge af det ude ved vejen – og det gør vi så. Hos os kan folk købe slagtekaniner, æg, juleænder, marmelade, gele og saft. Salget af fx Juleænderne var sidste år så stor en succes, at vi gør det igen til næste jul.

Desuden, forklarer Marianne, holder jeg af at garve skind, så vi sælger også kaninskind, ræveskind og muldvarpeskind.

Marianne holder også af at arbejde med nålefilt. Ved julemarkederne i fx Østrup forsamlingshus sælger hun nålefiltede nisser og håndsyede dukker. Hun sælger også gran, juledekorationer og adventskranse.

 

Kursus i at fremstille pølser

For tiden er Marianne medarrangør på et kursus på Klintebjerg Efterskole om det at fremstille pølser. Hun har allieret sig med en slagter, der leder kurset, og på kurset laver man bacon, spegepølser og rullepølser. Hensigten med kurset er, at folk kan blive bedre til at fremstille deres madvarer – tilmed af økologisk kød uden nitrit og tilsætningsstoffer.

Det har vist sig, at opbakningen til kurset er så positiv, at man arrangerer endnu et kursus i Kristi himmelfartsferien.

 

Engagerede folk

Når jeg kontaktede Anders og Marianne for et interview, var det fordi jeg havde en mistanke om, at de var engagerede folk. Og jeg skal da love for, at jeg fik set, at de er engagerede! Samtidig sidder man og tænker, at gad vide hvordan de får tid til alle deres gøremål. De to har gjort sig mange tanker om, hvordan man selv kan gøre tingene på en anderledes og også en bæredygtig måde. jeg er sikker på, at de gerne vil dele ud af deres
erfaringer til dem, der kommer og spørger –

også til dig, kære læser.

 

 

 

 

Tilflytter Maise https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/
Tilflytter Maise https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/

 

Den 1. august sidste år flyttede Maise Rasmussen til Klintebjerg. Hunden Balto kom også med. Maise er flyttet hertil fra Odense, og hun trives allerede i sit nye hus i Klintebjerg. Hun fortæller, at det opleves som det helt rigtige sted for hende.

Jeg besøger Maise en januar eftermiddag kort før solnedgang. Jeg får hilst både på Maise og på hendes hund, Balto, og derefter sætter jeg mig for at høre Maises historie.

 

Er uddannet jurist fra Odense

Maise er oprindeligt fra Korup, og hun har under og efter studietiden boet i Odense. Hun fortæller, at hun har læst jura på Syddansk Universitet. Derefter har hun foreløbig arbejdet cirka 4 år som jurist i Odense kommune.

Maise fortæller, at hendes foretrukne område inden for juraen er det socialretlige, og det har ført til en ansættelse i børne- og ungeforvaltningen. Her er hendes primære opgave at være rådgiver for kommunens socialrådgivere. Det finder hun, er et meget spændende og udfordrende arbejde.

 

Huset i Klintebjerg

Mens Maise boede i Odense opstod ønsket om at flytte på landet. Dels for at komme tættere på naturen og dels for at få et godt hus til en overkommelig pris. Jeg så på omkring 30 huse, indtil jeg fandt huset her på Klintebjergvej i Klintebjerg.

Huset er et godt og et rummeligt hus, og her fra huset er der en dejlig udsigt mod syd. Om vinteren kan man se Odense fjord fra min første sal. Det er skønt!

Heldigvis har jeg mange gode venner og bekendte samt en far og en mor, der har hjulpet mig rigtig meget med huset og haven. Så når man på den måde får hjælp til huset, kan man sagtens klare at bo i et så stort hus.

Huset er bygget om i flere omgange. Det ældste er fra omkring 1890, og senere har man bygget en etage oven på samt udvidet bagud. Selv om der er bygget om og bygget til, er det nye byggeri holdt i samme stil, så det fremstår som et harmonisk hus.

Der hvor jeg boede før, havde jeg meget mindre plads, så derfor er der stadig langt mellem møblerne her i mit nye hus.

Placeringen i Klintebjerg opleves også som ideel. Maise fortæller, at det for hende er både meget nemt og bekvemt at pendle mellem Klintebjerg og Odense.

 

Balto og gåturene

Hunden Balto er også glad for de nye omgivelser. Vi går tur hver eneste dag, fortæller Maise. En af de ture, vi holder af, er turen op ad Klingeskov. Derfra følger vi en vej ud til fjorden, og derefter går vi på den såkaldte Kvansti tilbage til det grønne område i Klintebjerg.

Mens vi går en tur langs fjorden, får Balto sig altid et bad. Min hund elsker nemlig at bade. Om der så er is på vandet, så elsker han at bade. Vi har også gået ture i Ørritslev Skov ved Skovløkkeskolen. Der er der også dejligt.

 

Vejboder og vejkirke

En ting jeg holder meget af ved området her, fortæller Maise, er de mange små vejboder, hvor man kan købe så mange forskellige ting. For eksempel kartofler og porrer, grønkål og små tomater. Et sted kan man købe hjemmelavet saft og marmelade.

Det er super hyggeligt og noget af det fede ved at bo her. Vejkirken i Østrup ser også spændende ud, og en dag vil jeg også udforske den!

 

Udsigten

Da interviewet er færdigt viser Maise mig husets første sal. Mens vi har talt sammen er det næsten blevet mørkt, og nu kan vi nyde det meget smukke kig mod syd. Det er ved at være mørkt, men langs hele horisonten flammer himlen. Vi kan samtidig se fjorden og landskabet ved fjorden. De første stjerner er tændt, og det er et meget smukt syn.

Maise slutter med at sige, at herude er der højt til himlen, og der er rigtigt mørkt om natten. Det var en af grundene til at jeg flyttede på landet, og jeg har ikke fortrudt, at jeg kom hertil. Tværtimod!

 

Maise Rasmussens hus i Klintebjerg – huset kaldes også for ”Højhuset”

Højhuset Tilflytter Maise https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/
Højhuset Tilflytter Maise https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/

 

 

 

Tilflyttere Torben og Annette https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/
Tilflyttere Torben og Annette https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/

 

Annette og Torben i ”Bagerens hus”

På Klingeskov 3 i Klintebjerg bor Annette Mørk og Torben Freisleben. De er tilflyttere, og de har faktisk  kun boet her siden den 1. oktober.

 

Torben og Annette fortæller mig, at de er flyttet ind i ”bagerens hus” i Klintebjerg. Her har byens bager boet en gang. Det er længe siden, og efter bageren har mange andre boet i huset, men lokalt hedder huset stadig bagerens hus. De fortæller også, at der findes en særlig servitut på huset, der siger noget om, at der ikke må indrettes bageri eller købmandsforretning i huset. Det er der nu heller ingen fare for, fortæller de to med et smil på læben.

 

De kommer fra Odense

Torben fortæller, at han har levet hele sit liv i Odense, og Annette har boet det meste af sit liv i Odense. Torben har fire børn på hhv. 14, 16, 26 og 28 år.

Annette har tre børn på hhv. 18, 20 og 23 år. Syv i alt, og de to yngste bor hos dem hver anden uge.

Torben og Annette har kendt hinanden i to år, og nu var de så blevet enige om, at de trængte til at flytte på landet, og valget faldt på Klintebjerg.

 

Her nyder vi roen

Og hvor er det skønt at flytte herud, fortæller de. Idet du drejer fra Odense – Otterup landevejen for at køre mod Klintebjerg mærker du roen. Den fylder en fuldstændigt.

Derfra kører vi kun 60 km i timen, og vi lader alle de andre overhale. Og når vi kommer ind i vores hus mærker vi det samme, at her er ro, og at her har vi det godt. Arbejdskollegerne har også allerede lagt mærke til, at vi er blevet forandret af at bo herude.

De har sagt, at hvor er I blevet rolige. Vores hund, Sofie, er også blevet rolig af at være her. Før gøede den altid, men det er den holdt op med!

Der er ikke gadelys i Klintebjerg, og det er en af forskellene i forhold til Odense. Men vi bliver aldrig tilhængere af gadelys i Klintebjerg, fortæller de. Vi trives her, hvor der ingen gadebelysning er. Det betyder jo, at vi kan se månen og stjernehimlen. Vi kan mærke naturen, og det er fantastisk.

 

Man hilser da på hinanden!

En anden forskel mellem land og by er at herude hilser man da på hinanden. Det er vi slet ikke vante til fra Odense, fortæller de, men det har vi lært nu, så når vi færdes på vejene eller kommer på Klintebjerg havn, så hilser vi.

 

Arbejdet

Torben arbejder på OUH, hvor han er ansvarlig for brandalarmeringen. Dvs. at han tilser brandalarmer og sprinklere samt forestår undervisning af nyansatte, studerende og elever.

Tidligere tilså Torben brandalarmeringsanlæg på Grønland, og det betyder, at han lige på nær Thule har været i hver eneste lille bygd på Grønland. Annette pådrog sig for år tilbage en arbejdsskade på sit ene knæ, og det gør, at hun ikke kan påtage sig et fuldtidsjob.

Derfor er hun interesseret i småjobs, og resten af tiden går hun hjemme og tager sig af det huslige.

 

Sejlads, skydning m.m.

Torben og Annette er aktive folk med et aktivt fritidsliv. Torben har fx sejlet hele sit liv. Annette har ikke sejlet så længe, men hun sætter stor pris på det. Sammen har de en motorbåd. Hvis de vil kan de sejle hurtigt, men de holder mest af at tøffe stille og roligt afsted. Inde i fjorden og ude på den anden side af Gabet.

De går også til skydning. Hele familien er faktisk bidt af skydning, og en gang om ugen tager Torben og Annette til skydning i Sdr. Nærå.

Og så er de to desuden med i hjemmeværnet, hvor de deltager i kurser, sejladser og møder. I Hjemmeværnet er Annette assistent i våbenkammeret, og Torben er operativ gummibådsfører.

 

Kunne man oprette en kørselsordning?

En del af fritiden går også med at ligge på landevejen. Børnene skal køres til skole og forskellige fritidsinteresser, og hver gang skal de køre til Odense.

Derfor efterlyser Torben og Annette en ordning, hvor man er flere, der kan skiftes til at køre. Og derfor er spørgsmålet givet videre: Mon der skulle være nogen, der kunne indgå i en kørselsordning mellem Klintebjerg og Odense?

 

Cykelstien til Odense

Vi går tit tur med hunden på veje og stier omkring Klintebjerg, og det nyder vi meget, fortæller Torben og Annette. Vi kommer også meget gerne på havnen, og vi benytter cykelstien mellem Klintebjerg og Odense.

Hele familien synes, at det er godt med cykelstien mellem Klintebjerg og Odense. Men som mange andre lokale mener vi, at cykelstien er for dårlig.

Vores søn på 16 år cykler gerne til sin skole, der ligger i Odense. Ad cykelstien ligger den kun 8 kilometer væk. Men cykelstien er altså bare for ringe, og derfor har hele vores familie støttet underskriftsindsamlingen for en asfalteret cykelsti. Vi mener, at hvis der fx skal være unge mennesker her i Klintebjerg og Gerskov, så bør cykelstien være asfalteret.

Dette er så også det eneste negative, Torben og Annette kan sige om deres nye hjemegn.

 

Ellers er de begejstrede for at bo i Klintebjerg, og de kan næsten ikke få armene ned….

 

 

 

 

Tilflyttere Kim og Anette https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/
Tilflyttere Kim og Anette https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/

 

Ny familie i Ørritslev     

Den gamle gård på Niels Andersen Gyden nummer 6 i Ørritslev har fået nye beboere. Det drejer sig om Kim Fredensborg og Anette Stryhn samt Anettes to døtre, Nicoline (14) og Clara (12). Kim har også to døtre, nemlig Lærke (18) og Alberte (12), og de kommer af og til i weekenden.

 

Jeg taler med Kim og Anette en dejlig sensommerdag sidst i september, hvor alt på gården ånder ren idyl.

Familien er flyttet ind den 1. august, så derfor er alt nyt for både Kim og Anette.

De har de sidste par måneder haft travlt med at flytte og pakke ud og indrette sig. Alligevel har Anette fået tid til at hilse på de nærmeste naboer, der har vist sig at være rigtig søde og hjælpsomme.

 

Plads nok til heste

Til gården hører 1,9 hektar, og det er skønt at have så meget plads omkring sig, fortæller Kim og Anette. Anette er vild med dyr, og på deres marker har de god plads til Anettes fire heste. Desuden har de katte, høns og ænder, og kalkuner er på vej. Til gården hører også en stald, og derfor kan de konstatere, at faciliteterne passer lige præcis til familiens behov.

 

Ridning og sejlads

Anette er meget glad for at ride, og hun har taget de første ture gennem Ørritslev på hesteryg. Den næste opgave for Anette bliver at få Kim overbevist om, at ridning er noget af det bedste, man kan tænke sig.

Kim siger, at han er parat til at sætte sig op på en hest, men det ændrer nok ikke ved, at det med at sejle er noget af det bedste, han ved. Han drømmer om at få sig en lille båd, så han kan sejle ud på Odense fjord. Han kunne også godt tænke sig at komme med i en kajakklub.

 

De kommer fra Odense og Århus

Kim er flyttet hertil fra Odense, og Anette og hendes to piger er kommet fra Århus. Så efter at Kim og Anette har kendt hinanden i et stykke tid (og Kim har friet til Anette på en ferie sydpå og fået ”ja”), er de nu endelig flyttet sammen – i Ørritslev.

De kender begge til at have døgnvagter og skiftende arbejdstider. Det betyder for det meste, at de har fridage sammen i ugens løb frem for i weekenderne.

Foruden arbejdet som ambulanceredder har Kim en beskæftigelse som deltidsbrandmand. Han har tidligere arbejdet som brandmand i Kerteminde, men i forbindelse med flytningen skiftede han til brandvæsenet i Otterup.

Ved siden af ambulanceredder jobbet arbejder Anette også som sygeplejerske på intensivafdelingen i Århus.  Derfor arbejder de begge to i mange timer, og så meget desto bedre er det, at de nu kan koble fra på deres gård i Ørritslev. Der er her, de finder freden og roen, og det synes de begge er helt fantastisk.

 

Kræftsygdom overstået

Anette fortæller, at de sidste tre år har været drøje for hende og for hendes to døtre. Det skyldes, at hendes yngste datter, Clara, fik en livstruende kræftsygdom.

Derfor har Clara tilbragt lange perioder på sygehuset, og hun har gennemgået en række komplicerede operationer.

Men heldigvis og til stor lettelse for familien, har Clara nu overvundet kræftsygdommen, og det at vi har lagt kræftsygdommen bag os, gør at flytningen hertil for alvor er blevet en ny begyndelse, fortæller Anette.

 

Skole og lokalområde

Anettes datter, Clara, har siden sommerferien gået på Skovløkkeskolen, og de har allerede rigtig meget positivt at sige om vores lokale skole, der – efter hvad de siger – har givet Clara lysten til at gå i skole tilbage.

De glæder sig i øvrigt til at komme lidt mere omkring i lokalområdet. Ørritslev skov skal udforskes, og de vil også gerne en tur ud på spidsen af Enebærodde og til Vigelsø.

Mens vi taler om egnen, anbefaler jeg dem at tage ud til det oversvømmede område ved Lammesø, der ejes af Aage V. Jensens Fond. Vi kommer også til at tale om svømmehallen i Gudskov, og de er meget imponerede over, at vi lokalt har en svømmehal.

Desuden er de imponerede over de gode muligheder, der er for at handle i Otterup.  Derfor mangler vi slet ikke noget her hos os, siger de samstemmende. Vi har det hele!…

 

 

 

Tilflyttere Jesper, Marius og Yvonne https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/
Tilflyttere Jesper, Marius og Yvonne https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/

 

Familien Durup fra Skovgyden  

Jesper og Yvonne Durup bor på Skovgyden 42, og der har de nu boet i otte år. Derfor er de ikke længere nytilflyttere, men de er dog tilflyttere! Jeg har besøgt familien for at høre noget om,  hvem de er, og hvad de synes om at bo her i lokalområdet. Men først lidt om dem begge…

 

Jesper er kirurg på Odense Universitetshospital. Desuden er han lektor på Syddansk Universitet (han underviser medicinstuderende), og han er formand for de danske og de skandinaviske kirurger. Han har en travl hverdag, og derfor er det vigtigt at have et sted, hvor han kan slappe af. Og han slapper rigtig godt af, når han er hjemme på Skovgyden. Vi har et lille stykke skov, forklarer han, og når jeg kommer hjem fra arbejde og går i skoven for at hente brænde, slapper jeg helt af fra arbejdet. Det er virkelig dejligt.

Yvonne er forhenværende sygeplejerske. Hun valgte for nogle år siden at holde med arbejdet som sygeplejerske for at koncentrere sig om at være kunstner.

Yvonne er en meget alsidig kunstner. Hun maler naturalistisk og abstrakt, og hun laver skulpturer i ler, træ og metal. Hun eksperimenterer også med helt andre former for kunst, og hun har præsteret et værk, der er en kombination af lyd og billede. Hjemmet bærer præg af, at hun er kunstner, og hun har blandt andet fået sin kunst udstillet inde på Filosoffen i Odense.

 

Jesper og Yvonnes børn

Jesper kommer oprindeligt fra Midtsjælland, og Yvonne kommer fra Kalundborg. De har tre børn, hvoraf de to ældste er fra Jespers første ægteskab. Den ældste datter er for længst flyttet hjemmefra. Den mellemste, Christoffer, arbejder for en tømrer i Allesø, og han er på vej til at flytte hjemmefra. Den yngste, Marius, er blevet konfirmeret i foråret, og han blev i juni færdig med 7. klasse på Otterup Realskole.

 

Derfor slog de sig ned her

Yvonne og Jesper har boet med deres børn i Odense, i Vejle og i Søndersø Skov. Fra Søndersø Skov flyttede de til Skovgyden, og siden de flyttede hertil, har de ingen ønsker haft om at flytte igen.

Yvonne var den, der først besigtigede huset på skovgyden. Hun fortæller, at da hun for første gang kørte ned ad grusvejen, der fører til huset, og så huset med haven, der ligger op ad Ørritslev skov, vidste hun, at her ville hun blive glad for at bo.

Jesper og Yvonne fortæller også, at Skovløkkeskolen var afgørende for beslutningen om at bosætte sig her. For når der er en skole, så er der også børn.

Og det har vist sig, at der er mange børn heromkring, som er på alder med vores yngste.

 

Om at være med i det lokale

Det gode ved at bo her, forklarer Yvonne og Jesper, er at det er helt fint, hvis du engagerer dig i det lokale foreningsliv, men samtidig føler du dig på ingen måde tvunget til at gøre det.

Men vi har lært mange mennesker at kende gennem vores søns fodboldspil i Skeby Gymnastikforening. Og mens Marius har gået til præst, har vi lært kirken bedre at kende.

Vi har deltaget i Værkstedskirken, og det har været meget hyggeligt. Der kommer man hinanden ved, og det er sjovt at sidde i Riddersalen på Østruplund (der hvor Værkstedskirken foregår).

Yvonne nød allerede fra starten godt af de muligheder, der er i lokalsamfundet. Jeg har i mange år malet hos John Wolff i Klintebjerg, og det har jeg haft meget glæde af. Og jeg kommer stadig i Johns atelier – både for at male og for at diskutere kunst.

 

Dette sted er en perle

Vi synes selv, at vi bor på jordens dejligste sted. Det er en perle, og vi har kunnet lide stedet fra den første dag, vi så det. Vi holder meget af at rejse, men når vi så kommer tilbage til vores sted på Skovgyden, så opleves stedet bare som endnu dejligere end før.

I mit interview spørger jeg også om det værste ved at bo på deres sted, og til det svarer de, at der ikke er noget, der er slemt ved at bo, der hvor de bor. Det skulle da lige være afstanden til Odense, og så er det alligevel slet ikke slemt, for man kan hurtigt køre til Odense.

Man er dog afhængig af at have en bil. Den offentlige transport fra Skovgyden til Odense har Jesper prøvet en enkelt gang, og da tog det nærmest en halv dag at komme ind til byen…

 

 

 

Tilflyttere Jeanette, Hans Henrik og Victor https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/
Tilflyttere Jeanette, Hans Henrik og Victor https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/

 

Fra Odense til Østrup      

Den 1. februar i 2016 flyttede Jeanette, Hans og sønnen Victor, fra Odense til Strøbyvej 12 i Østrup. Derfor var det oplagt at besøge dem for at interviewe dem til kirkebladets tilflytterserie.

 

Jeanette er fra Østrup. Hun er datter af Tømrermester, Esben Hansen, og Kari Hansen, der er kirkesanger ved vore tre kirker. Dvs., at Jeanette er vokset op ovre på den anden side af Strøbyvej cirka 50 meter fra den nuværende bolig.

Hans kommer fra Skodborg i Sønderjylland. Han er udlært murer og arbejder i et stort firma, der bygger mange boliger ad gangen. Han har boet sammen med Jeanette på Kochsgade i Odense.

Men så i slutningen af januar flyttede de til Østrup.

 

Køb af hus og indflytning.

De giver begge udtryk for, at de boede godt i Odense, men da Victor meldte sin ankomst, opstod ønsket om at komme til at bo på landet med en have og med masser af frisk luft.

Det var også et ønske, at de skulle finde et hus, som Hans kunne sætte i stand.

Et godt argument for at flytte ud af byen er også, at her ude på landet er huspriserne lavere. Samtidig er det jo meget nemt og hurtigt at komme ind til Odense.

Jeanette fortæller, at mens de så sig om efter et hus, meldte hendes forældre, at nu var huset ved siden af sportspladsen i Østrup til salg, og så endte det hele med, at det blev det hus, de købte.

Især Hans, men også deres venner og familie, har hen over vinteren brugt mange timer på at sætte huset i stand. De fleste vægge blev væltet og nye blev sat op. Til sidst skulle det hele gå meget stærkt, fordi der meldte sig en køber til huset i Odense, og pludselig skulle de flytte per 1. februar.

Efter en travl tid med flytning og indretning, er der stadig mange projekter, der venter, men nu kan de alligevel tage tingene i et mere roligt tempo.

 

Mange muligheder for gåture 

Både Hans og Jeanette giver udtryk for, at de trives her. Her er der masser af plads til Victor. Ved siden af sig har de sportspladsen med legeplads og bl.a. en ”sansegynge”.

Der er også gode muligheder for at gå en tur. Vi går tit om forbi ”Præsternes mindegang”, forklarer de. Den ligger ved siden af præstegården. Vi kan også gå til præsteskoven og til mange andre steder, der ligger lige i nærheden. I Odense skulle vi gå langt for at komme til en grøn oase.

Vi synes også, at det er charmerende med de fasaner, der går her uden for. For leden så vi dådyr på markerne. Og så har vi ikke langt hverken til Odense eller til vandet ved Klintebjerg eller ved Hasmark.

Det ser vi alt sammen som en klar fordel.

 

Forholdet til det lokale

Siden indflytningen har Hans meldt sig til fodbold i Krogsbølle, og Jeanette er kommet med i en mødregruppe.

Vi ser også frem til at deltage i lokale aktiviteter. Grundlovsfesten, der kommer til at foregå på sportspladsen, vil være en god mulighed for at møde andre.

Vi har også hørt, at der bliver arrangeret noget til Sct. Hans.

Derudover kunne vi godt tænke os, at der fandtes lidt flere muligheder for, at man kunne mødes lokalt. Men det kræver selvfølgelig, at nogen tager initiativet.

For selv om jeg kommer herfra, fortæller Jeanette, er det jo i grunden ikke fordi, vi taler med så mange her.

 

Det bedste og det værste
Hen imod slutningen af interviewet spørger jeg om det bedste og det værste ved at være flyttet til Østrup.
Det svarer begge, at det bedste for dem er al den friske luft og de mange muligheder for at gå en tur.

For Jeanette er det værste, at de har mus, der kommer fra skoven og fra markerne.

Hans satte pris på, at det i Odense var så let at gå ud og handle. Det er ikke fordi, det er noget problem, men fra Østrup er der bare
lidt længere, hvis man skal handle.

 

Fynsk og jysk
Og til allersidst spørger jeg Hans om kulturforskellene mellem Sønderjylland, som han kommer fra, og Fyn.

Han ser i grunden ikke de store forskelle. Man skal bare vænne sig til, at vi har lidt forskellige måder at udtrykke os på. Når vi i Sønderjylland fx siger om maden, at det er fint, så betyder det virkelig, at det er fint. Der har jeg oplevet, at det ikke helt er nok på Fyn.

Her skal der noget mere til end bare at sige, at noget er fint. Desuden har vi hele forvirringen omkring ord, der betyder et i Jylland og noget andet på Fyn. ”Grus” på Fyn hedder fx ”sand” i Jylland, mens ”grus” i Jylland hedder ”perlesten” på Fyn. Som håndværker skal man være klar over de forskelle – ellers ender man med at få bestilt det forkerte!…

 

Tilflyttere Joan og Henning Jørgensen https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/
Tilflyttere Joan og Henning Jørgensen https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/

En drøm bliver til virkelighed      

I forbindelse med vores serie om tilflyttere har jeg truffet Joan og Henning Jørgensen (”HP-smeden”), der er på vej til at flytte til Klingeskov i Klintebjerg.

Hvis man en gang imellem færdes på vejen mellem Klintebjerg og Gerskov, har man ikke kunnet undgå at lægge mærke til, at et nyt hus med en enestående beliggenhed ved fjorden har været under opførelse. Huset tilhører Joan og Henning Jørgensen, og en dag midt i marts mødte jeg dem i Klintebjerg for at tale med dem om deres nye sted.

 

Indflytning den 1. april

Nu er det lige før Joan og Henning flytter ind. Men der ligger stadig pap på gulvene, dørene inde i huset er ikke sat i, og de sidste tagsten er endnu ikke på plads. Bare for at nævne nogle af de ting, der skal bringes i orden inden indflytningen. Men de to er fortrøstningsfulde – de skal nok nå at få det meste gjort færdigt inden den 1. april, som er datoen, hvor de og deres søn, Tobias, flytter ind.

 

Drømmen op at flytte på landet

Vi har boet i Otterup i næsten tredive år, fortæller de, men i mange år har vi ledt efter et landsted med lidt jord til. Så var det , vi pludselig fik øje på det her sted med tilhørende 4,1 hektar jord, samt den smukkeste udsigt ud over fjorden, så det var faktisk lige det, vi havde gået og drømt om.

Joan fortæller, at hun er vokset op i Hasmark. Derfor har hun været vant til landlige omgivelser nær vandet. Og Henning tilføjer, at han også er vokset op nær vandet, nemlig ovre på den østlige side af Odense fjord. Desuden er han jæger og  holder af at være tæt på naturen. Derfor passer det dem begge rigtig godt at flytte ud til Klintebjerg. Efter mange år i Otterup skal man dog lige vænne sig til, at der ikke er gadelys i Klintebjerg.

 

Nyt hus erstatter landejendom

På grunden har der ligget en gammel landejendom. Men landejendommen var efterhånden kommet i en temmelig dårlig forfatning, og derfor var vi indstillet på, at bygningerne skulle rives ned.

Det har ikke voldt os de store problemer med nedrivningen. Det gik nemt med at få en nedrivningstilladelse af kommunen, og samtidig fik vi en påkrævet udsættelse af bopælspligten, så vi kunne få tid til at bygge os et nyt hus. Nedrivningen af den gamle landejendom blev indledt i august sidste år.

Vores nye hus ligger ved siden af det sted, hvor landejendommen lå, så støbningen af fundamentet til det nye hus er sket nogenlunde samtidig med nedrivningen af de gamle bygninger. Siden august har vi haft travlt med byggeriet, men nu kan vi heldigvis snart se en ende på det, og vi glæder os meget til at flytte ind.

 

Udsigten over fjorden

Vi har fået en arkitekt til at udarbejde tegningerne til huset, og vi har valgt at få en masse vinduer mod syd og mod øst, så vi kan nyde den smukke udsigt over fjorden. Fra vores stue kan vi både se Vigelsø, Dørholm, Plørholm, Lindø og Gersø.

Mens vi står og nyder udsigten over fjorden, kan vi se, at der står fiskere ude på Plørholm. De er gået derud, for fjorden er visse steder sådan, at man ved lavvande kan gå ud til både Dørholm og Plørholm.

 

Allerede ved at falde til

Det virker som om Henning og Joan allerede inden indflytningen er ved at falde til på Klingeskov. De har hilst på langt de fleste af naboerne, og de kan deres navne. Klingeskov er også et godt sted, hvor man bl.a. er flinke til at flage for hinanden på fødselsdage og andre mærkedage.

 

De næste projekter

Når huset er færdigt, og Henning og Joan får mere tid, vil de gerne ud at sejle i deres jolle, som de skal have liggende ved den nye havn i Klintebjerg. Og så skal der anlægges en have. Det meste af jorden regner de med at forpagte ud. Men de vil gerne have høns. Og måske anskaffer de sig med tiden også nogle får…

 

 

Tilflyttere Christine, Thomas, Sebastian https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/
Tilflyttere Christine, Thomas, Sebastian https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/

Vi trives bedst på landet

I juli måned 2015 flyttede Christine, Thomas og Sebastian til Daugstrup. Nærmere bestemt Kvindevadet nummer 36. Jeg besøgte dem for at få et tilflytterinterview.

Jeg havde allerede hørt om familien på Kvindevadet, inden jeg før jul for første gang bankede på deres dør. Flere fra Daugstrup havde nemlig fortalt, at Christine, Thomas og Sebastian havde været hos dem for at præsentere sig som de nyeste beboere i landsbyen. Alle, jeg talte med, havde været glade for besøget, og gav udtryk for, at det var en rigtig god fremgangsmåde, når man var ny i byen.

 

Mit første og andet besøg hos familien

Første gang jeg lagde vejen omkring Kvindevadet 36 var for at give de nye tilflyttere lokalrådets velkomstmappe, som er på 40 sider, og som informerer om dagpleje, børnehave, skole, forsamlingshuse, havne, foreninger og kirker, så man som tilflytter kan se mulighederne lokalt og blive integreret i en fart. På mit første besøg blev jeg varmt modtaget, og vi fik en aftale om, at jeg skulle komme forbi i begyndelsen af januar for at tage et tilflytterinterview.

Efter årsskiftet kom jeg derfor forbi for anden gang, og jeg blev igen hilst hjerteligt velkommen og budt på kaffe.

Mens Sebastian læste i en bog om biler, begyndte Christine og Thomas at fortælle:

Efter at vi flyttede hertil i juli måned sidste år, tog vi en runde i her i Daugstrup for at hilse på vore naboer. Vi bor til leje her på Kvindevadet, og på sigt vil vi gerne købe hus her i området, så vi fandt det meget naturligt at tage omkring og hilse på. Vi føler, vi er blevet taget rigtig godt imod; vi synes også, vi bliver taget godt imod ved at vi kommer i kirkebladet – det er vi glade for, og det vil sikkert give os flere kontakter, end dem vi har i forvejen.

 

Vi trives bedst på landet

Vi må sige, at vi befinder vi os rigtig godt her. Vi er flyttet hertil fra Odense. Der hvor vi boede, oplevede vi en stor udskiftning blandt dem, der boede der, og der var for mange uheldige elementer imellem. Dertil kommer, at vi havde for lidt plads omkring os.

Så er det noget helt andet at komme her ud på landet. Her har vi god plads omkring os, og her føler vi os trygge.

Huset, vi bor i, passer godt til os. Indretningen er fin, og det er størrelsen også. Og så har vi en baghave, hvor vi sidste sommer nåede at få anlagt køkkenhave, og hvor Sebastian har fået et gyngestativ.

 

Andre fordele ved livet på landet

Thomas og Christine fortæller også, at de nyder udsigten over

markerne.

Her kommer naturen tæt på… Vi ser både rådyr, fasaner og harer. Det er med til at gøre det charmerende og skønt at bo her.

Der er også plads til en, hvis man gerne vil dyrke motion. Vi kan løbe en tur, uden at vi – som i byen – ustandseligt bliver generet af trafikken.

Vi kan også godt lide at cykle, og vi har blandt andet cyklet til Klintebjerg havn, hvor vi har fisket krabber sammen med Sebastian. Det var et hit!

Her på Nordfyn holder vi f.eks. også meget af Flyvesandet og Gyldensten Strand.

Vi glæder os til det bliver forår. Det bliver vores første forår på Nordfyn, og der drømmer vi om at udforske lokalområdet.

Vi har endnu ikke for alvor udforsket det lokale liv, men vi har for eksempel hørt om, at der er grundlovsfest på sportspladsen i Østrup, og det glæder vi os til at deltage i.

 

Fartbøller

Direkte adspurgt har Christine og Thomas svært at komme i tanker om ulemper ved at bo i deres hus på Kvindevadet.

Det skulle lige være det forhold, at mange kører for stærkt. Selv om de bor i bymæssig bebyggelse, og selv om vejen er snæver og snoet, sker det af og til, at folk drøner afsted.

Det ville være skønt, hvis folk sagtnede farten, slutter de…

 

 

Tilflyttere Katrine og Lars https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/
Tilflyttere Katrine og Lars https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/

 

På Klintebjergvej 92 i Østrup bor Katrine Bjerre og Lars Andersen. De er tilflyttere, så jeg besøgte dem for at høre deres historie.

Både Katrine og Lars kommer fra Midtsjælland mellem Ringsted og Haslev. Men da jeg taler med dem, viser det sig, at Katrine er kommet i Østrup gennem hele sin opvækst, og at hun har masser af barndomsminder herfra.

Familiens hus

Katrine fortæller:

Min mormor har boet her i huset, hvor vi bor i dag, og min onkel (Lars) og min moster (Hanne) bor stadig i Østrup. Faktisk bor Lars på gården lige over for os.
Det er mine forældre, der ejer huset her, og når de engang holder op med at arbejde ønsker de at flytte fra Sjælland, hvor de bor, og hertil.

Det er fordi jeg har følt mig knyttet til huset og til stedet, at det har været nærliggende at flytte hertil, da jeg skulle begynde at studere. Jeg stod i valget mellem at studere i København eller Odense. Men jeg er ikke så meget til storbyen.

Faktisk tror jeg ikke, at jeg ville kunne trives i København. Til gengæld havde jeg en forventning om, at det var det rigtige for mig at bo på landet. Her er fred og ro og ingen stress, så jeg valgte at flytte hertil, og jeg læser jura på Syd-dansk Universitet på tredje semester.

Glade for studium og læreplads

Katrine flyttede til Østrup i marts 2014. Og hendes kæreste, Lars, flyttede hertil i november samme år. Lars har taget grundfor-løbet som tømrer, og han er nu i lære som gulvlægger.

Både Katrine og Lars holder af det, de gør. Katrine fortæller, at jurastudiet er meget hårdt. Men det er meget spændende, så hun er rigtig glad for det. På samme måde er Lars både glad og tilfreds med at være i lære som gulvlægger.

Haven og hundene

Omkring Katrine og Lars´ hus er der en ha-ve. Huset ligger et stykke tilbage i forhold til vejen, og man må gennem en låge for at komme ind i haven. To ivrige og legesyge hunde byder en velkommen, straks man er inden for lågen.

Lars fortæller, at de har to slædehunde. Det er en sibirisk husky og en samojede. Hundene kræver masser af bevægelse, og derfor går de ofte tur med dem. Turene fører dem ud på mange stier og veje omkring Østrup, og det er en god måde at lære nærområdet at kende.

Flinke mennesker og skyderi

Der er mange gode gåture her omkring, for-tæller de. Og de møder mange folk undervejs. Vi oplever, at hundene er en god sam-tale-starter, og vi oplever meget tit, at folk er flinke og gerne vil standse op og snakke. Det er hyggeligt. Vi oplever også, at folk heromkring er meget gode til at vinke og hilse. Det er rigtig rart.

Det eneste negative, vi kan sige om det sted, vi bor, er at der bliver affyret rigtig mange skud. Jægerne skyder meget, men det mest generende er dog den skydning, der finder sted på skydebanen syd for Østrup. Det er især generende, hvis man en dejlig sommer-dag begiver sig uden for, for at nyde haven.

 

Her føler vi os frie
Men i det store og hele oplever vi, at her er fred og ro. Her kan vi stresse af, og det nyder vi. Vi har stadig stærke bånd til Sjælland, og af og til kommer vores venner og over-natter hos os. Men vi føler os frie her. Vi udforsker området og snakker med folk, vi møder, og vi oplever, at her kan vi være så meget eller lidt sociale, som vi vil. Der er ingen tvang….

 

 

Tilflyttere Michael, Gry, Liva, Eigil https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/
Tilflyttere Michael, Gry, Liva, Eigil https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/

 

I juli måned flyttede Gry og Michael Malling Loehr samt deres to børn, Liva og Eigil, fra Nørrebro i København til Klintebjerg.

Familien betegner flytningen hertil, som noget at det bedste, de nogensinde har gjort.

Hvis man for et halvt år siden havde fortalt os, at vi skulle flytte fra København og til Fyn, så havde vi taget det som en joke. Sådan fortæller Gry og Michael i en samtale, jeg havde med dem et par måneder efter, at de var flyttet ind i deres nye hus på Klintebjergvej 120.

For dem var hjemmet indtil i sommer en fire værelses lejlighed i Rantzausgade på Nørrebro. Til lejligheden hørte en lille skyggefuld baggård, så hvis man skulle en tur i det grønne, måtte man fx tage til den nærved liggende Assistens kirkegård. Til gengæld lå de fleste forretninger inden for få hundrede meters afstand af lejligheden, og blandt andet derfor ejede familien ingen bil.

 

Træt af at pendle
Gry læser sociologi, og for øjeblikket er hun ved at skrive sit afsluttende speciale. Og Michael har gennem flere år været ansat som journalist hos TV2 i Odense. Michael er glad for sit job på TV2, men omkostningen har været, at han i syv år har pendlet og brugt rigtig mange timer i toget mellem København og Odense.

Michaels arbejde i Odense og hans lange transport til og fra Odense fik Gry og Michael til at lege med tanken om at flytte til Fyn. Dog uden for alvor at tro på, at de nogensin-de kom til at flytte fra København.

Men ved at søge på nettet fik Gry øje på, at vores område – Skovløkkeområdet – er et, som hun siger, meget attraktivt område. Mere præcist gik hun ind og fandt oplysninger på områdets nye hjemmeside, www.skovloekken.dk, som er udarbejdet af Skovløkke Lokalråd.

Skolen som det helt store trækplaster

Gry og Michael fortæller, at en af de helt afgørende grunde til at flytte hertil er vores lokale skole. De fortæller, at de den 4. juni fik en rundvisning på Skovløkkeskolen af skoleleder Erik Brønserud. Rundvisningen gjorde, at de blev helt solgt til tanken om at flytte hertil, for skolen opfylder lige præcist deres ønske om en skole, hvor hver enkelt elev bliver set, og hvor man tager hånd om hinanden. De blev straks overbevist om, at deres egne to børn kunne trives og udfolde sig der.
Inden besøget på skolen havde de fået øje på huset på Klintebjergvej 120, og efter be-søget på skolen kunne det ikke gå stærkt nok med at købe huset. I begyndelsen af juli var huset deres, og den 15. juli flyttede de ind. Det, de gik og troede kun kunne være en joke, endte med at blive til virkelighed.

 

Et hit fra dag ét

Vores børn er meget begejstrede for at bo her. Det har været et hit lige fra dag et. Her er masser af dejlig frisk luft, og her har vi foruden huset en grund på 3000 kvadratmeter. På vores grund har vi bærbuske, æble-træer og blommetræer, og der er masser af ting, der kan udforskes.

Det gik børnene straks i gang med, og de første dage var de fuldstændig opslugt af alt det nye. Det er også spændende, at der lige uden for vore vinduer kører både traktorer og mejetærskere. Det er noget, børnene ikke kender fra Nørrebro.

Siden vi kom hertil, har vi anskaffet os en bil for sammenlignet med, hvad vi har været vant til, er det jo meget begrænset, hvad der herude findes af offentlig transport. Men vi er stadig meget glade for vore cykler, så vi cykler mest muligt. Vi cykler altid over til skolen, og Michael cykler indtil videre altid til og fra sit arbejde i Odense.

 

Lettere at komme i kontakt med folk

Gry og Michael fortæller, at det har været skønt at flytte til Nordfyn. Her føler vi os taget imod med åbne arme, siger de. I København var der altid mange mennesker omkring en. Der var liv, fordi vi var mange, men bortset fra dem, der boede i vores op-gang, var det jo sjældent nogen, man havde noget med at gøre. Her på Nordfyn oplever vi det sådan, at det er lettere at komme ind på livet af folk, og det føles rigtig godt.

Så selv om vi ikke har boet her så længe, kender vi allerede en del mennesker gen-nem skolen. Og det er nemt at møde nye mennesker ved for eksempel at tage en tur ned på havnen i Klintebjerg.

Gry fortæller også, at hun, tre dage efter at de var flyttet til Klintebjerg, skrev en meddelelse til den lokale facebook-gruppe. Og i løbet af de næste par dage oplevede hun, at 40 mennesker skrev og bød dem velkom-men. Det var en god oplevelse….

 

 

Tilflyttere Mikkel https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/
Tilflyttere Mikkel https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/

 

Mikkels interesse for håndværk og natur

Mikkel Rune Sølling, 31 år, bor til leje i et hus beliggende på Klinte-bjergvej 163 i Klintebjerg. Mikkel er vokset op på Klingeskov i Klinte-bjerg, og efter at være bortrejst i en årrække er han igen tilbage på sin hjemegn. At komme tilbage er noget han nyder 100 procent! En dag i juli besøgte jeg Mikkel for at foretage et nyt interview i vores serie om tilflyttere.

Omme i Mikkels have starter vi med en kop kaffe og en hjemmebagt bolle, alt imens Mikkel opdaterer mig på de sidste år af sit liv.

Jeg voksede jo op her i Klintebjerg, for-tæller Mikkel. Jeg har også gået i skole her, og jeg er konfirmeret her, men da jeg var cirka tyve år, flyttede jeg herfra. Jeg længtes mod byen, og har de sidste elleve år boet mange forskellige steder.

Jeg har boet i Odense, Århus og Otterup, og jeg har også rejst rundt i Indien et halvt år. Men nu er jeg tilbage og har lejet huset her sammenmed min kamme-rat, Niklas. Fenja, som er Niklas´ hund, bor her også. Det er sjovt at være tilbage igen, bl.a. fordi jeg kender så mange folk her fra min barndom.

 

Tilbage til livet på landet

Da jeg i sin tid flyttede fra Klintebjerg, ville jeg som sagt gerne bo i byen, men nu har jeg fået det lige omvendt. Nu kan jeg ikke længere forestille mig at bo i byen. Nu er det livet på landet, der tiltaler mig…

På sigt kunne Mikkel godt tænke sig at købe et hus på landet, og det skal da ligge et eller andet sted på Nordfyn. Det skal være i nærheden af kysten, for det er vandet, der trækker.

Foreløbig bor Mikkel i Klintebjerg, og det har han foreløbig gjort i fire måneder. Til huset er der en stor have, som kræver en del arbejde. Her dyrker han sine tomater. Desuden er der til huset også et udhus og et gammelt fyrrum. Her drømmer han om at indrette et træværksted.

 

Oldtidsfægtning

En af de ting, der interesserer Mikkel meget, er kampsporten, oldtidsfægtning. Inden for de sidste par år har han fået mere og mere interesse for livet som viking, og det er startet med oldtidsfægtningen, som er en kampsport, hvor der normalt kæmpes med sværd, økser, spyd, sabler og skjolde.

Det er en spændende og en meget krævende måde at dyrke motion på – en slags vikinge crossfit – for-tæller Mikkel. Interessen dyrkes i vikinge-gruppen Odd. Der bliver trænet på Ejby skole i Odense, og her lægges der vægt på, at udstyret ligner vikingernes originale udstyr. Mikkel har da også selv lavet sit skjold, og han har købt sin sabel af en dygtig polsk håndværker.

 

Gamle håndværk

Ud over kampsporten arbejder Mikkel på at dygtiggøre sig inden for forskellige gamle håndværk, fx smedearbejde, skind-arbejde og træarbejde. Og her i sommer deltager han i flere vikingemarkeder, hvor folk samles om interessen for de gamle håndværk.

Naturen er tæt på

En af kvaliteterne ved at bo på landet er naturen. I naturen finder man ro, og det føles som en rigtig god terapi. Mikkel hol-der af at komme væk fra computer og mobiltelefon.

Han går mange ture ved Klintebjerg, og sommetider tilbringer han en dag ved kysten, fx ved Flyvesandet. Når der bliver tid til det, kunne han også virkelig godt tænke sig at tage ud på læn-gere ture til Sverige for eksempel, eller til Spanien, for at vandre og opholde sig i naturen.

Mikkel ser mange positive ting ved at bo i Klintebjerg. Og hvis man skal på arbejde i Odense tager det ikke mere end en halv time at cykle derind langs kanalstien. Men vennerne i Odense synes, at han bor lidt langt ude. Desuden er der også langt til forretninger, når man bor i Klintebjerg. Men det skulle da også være det eneste negative ved at bo herude, slutter Mikkel.

Efter interviewet siger jeg farvel og tak til Mikkel og til hunden, Fenja, der ligger fladt ud (og for åbne døre) i Mikkels bil og nyder sommervarmen…

 

 

Tilflyttere Morten og Sussie https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/
Tilflyttere Morten og Sussie https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/

 

Højt til himlen og masser af plads

De hedder Sussie Kodahl og Morten Rosendal, og de er flyttet til Kvindevadgyden nummer 4. Jeg besøgte dem og bød dem velkommen til egnen og hørte om, hvordan det er at være flyttet fra Odense til en adresse midtvejs
mellem Daugstrup og Otterup.

Morten har boet i Højby i ti år, og han har tre drenge på henholdsvis 10, 12 og 15 år. Sussie har boet det meste af sit voksne liv i Odense. Hun har i en årrække boet i et rækkehus i Søhus, og hun har en voksen søn.

 

Deres vej til Nordfyn

Hvis vi går et par år tilbage, var der ingen af dem, der regnede med, at de i en overskuelig fremtid skulle indgå i et parforhold. Men så traf de hinanden, og så tog tingene fart. De flyttede sammen i Søhus, men der var lidt trangt, så de begyndte at se sig om efter et hus på landet. Venner i Otterup fik dem til at lede efter et hus på Nordfyn, og de fortæller, at de en grå og regnvåd dag i november 2014 så huset på Kvindevadgyden 4 og forelskede sig i det på stedet.

Vi faldt for huset på stedet, fortæller de. Og vi faldt for grunden, som er på to hektar og med masser af muligheder. På grunden har vi en sø, og her i weekenden kommer mine tre sønner, fortæller Morten, og så skal vi lave en bålplads ved søen. Der er et andepar, der holder til ved søen, så vi er spændte på, om der kommer ællinger til foråret.

Omme bag huset har vi så meget jord, at vi kan anlægge en hel fodboldbane. Og vi har faktisk tænkt os, at der skal spilles fodbold deromme. De tre drenge er for øjeblikket i gang med at lave fodboldmål, som skal sættes op.

Der er fred og ro herude, og det sætter vi stor pris på ved stedet her. Og så er der højt til himlen. Det er virkelig dejligt at være her. Vi er allerede så glade for stedet her, at vi planlægger at blive boende her for altid!

 

Det gik rigtig stærkt i december

Da vi først havde set huset i november sidste år, gik det rigtig stærkt. Vi købte huset og overtog det den 1. december, og den 12. december flyttede vi ind.

Vi har indrettet huset, så det passer til os. Dvs. at vi har lagt nye gulve i det meste af huset, og der er kommet nye døre i. Vi forsøger at tage hensyn til husets alder, når vi indretter det. Det betyder blandt andet, at vi sørger for, at der er sprosser i vinduerne. Vi mangler stadig nogle rum, men det meste er på plads nu. Mens jeg er på besøg, arbejder en tømrer bagved huset med at sætte en stor og dejlig terrasse op!

Sussie og Morten fortæller, at nu hvor det bliver forår, skal der ske noget i haven. Det bliver et stort projekt, men det bliver også et spændende stykke arbejde.

 

Fordele og ulemper

Der er masser af fordele ved at bo her. Nogle siger, at vi bor langt ude, men det kommer jo an på i forhold til hvad. Vi synes, vi bor lige der, hvor vi skal bo. Det blæser en del her på Kvindevadgyden, så vi har planer om at plante et læhegn.

Sommetider er vinden krydret med en duft af gylle, men det kan vi nu nok leve med. Vi har lagt mærke til, at der faktisk er en del trafik her på Kvindevadgyden, og at folk kører stærkt. De kører også for stærkt. Og af og til er der nogen, der smider ting ud af bilvinduet. For eksempel plastic, dåser og papir.

Vi har sågar også fundet et par gamle underbukser. Hver uge kan vi indsamle en del ting, som folk har smidt langs vejen, hvor vi bor. Vi synes folk burde bruge skraldespanden derhjemme i stedet for. Da vi flyttede hertil, oplevede vi også, at det tog sin tid med at komme på internettet.

Men alt dette ændrer ikke ved, at det er skønt at bo her. Og nu når det bliver forår, skal vi rigtig ud og udforske lokalområdet.

Vi har været en tur i Klintebjerg, men ellers er det begrænset, hvad vi kender til området.

Så vi glæder os til at finde cyklerne frem og komme omkring. Vi skal også til at gå en masse ture….

 

 

 

På næste side kan du læse om Udvikling af de 3 kirker.