Påsken og Nadver

Handlinger Oestrup Skeby Gerskov Kirker https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk

 

På sidste side fortalte vi om Pinsen – Helligånd og Treenighed. Nu fortæller vi om Påske og Nadver.

 

Påskefesten er oprindeligt en jødisk fest til minde om jødernes udgang af Ægypten. I dag spiser jøder ugæret brød, lammesteg og hertil vin.

Vores kristne kirke overtog den jødiske fest, fordi Jesus blev taget til fange og henrettet under jødernes påske.

 

Påsken og Nadver https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/
Påsken og Nadver

 

Påsken blev en kristen fest på grund af Jesu opstandelse.

Jesus blev af de første kristne anset som det påskelam, der ofres og slagtes til frelse for mennesker.
I den ældste kirke var påskefesten de tre hellige dage fra langfredag til påskemorgen. Senere er højtiden blevet udvidet til en hellig uge mellem palmesøndag og påskedag (den stille uge).

På et stort kirkemøde i Nikæa i år 325 e.k.f. blev det bestemt,

at påsken skulle holdes på den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Denne regel gælder stadig.

 

Påskeugen starter med Palmesøndag, hvor Jerusalems befolkning lagde palmeblade Jesus kunne gå ind i byen på. Inden tilfangetagelsen Skærtorsdag aften, gav Jesus sine desciple det sidste måltid, som herved blev til vores Nadver.

 

Jesu gav brødet som sit legeme og vinen som sit blod.

 

Langfredag gik Jesu igennem Jerusalem med korset, blev korsfæstet og døde.

 

Påske søndag og 2. påskedag samt Påskenat er central, hvor man vågede indtil tidlig morgen, for at se, at lejet var tomt, tegn på Jesu opstandelse.

 

Lille blomst og stor opstandelse

Påskeartikel af Lars Larsen, Østrup

 

Påsken er den vigtigste højtid i den kristne kirke, og det er nok mere end tvivlsomt, om der ville være noget, der hed kristendom, havde det ikke været for de begivenheder, der fandt sted fra torsdag til søndag under jødernes påske ca. i år 33.

Men samtidig er der noget ubegribeligt over påsken, og det kan være svært at nærme sig de gådefulde begivenheder og det stærkt ladede symbolsprog i de bibelske tekster. For hvorfor skulle Jesus først indtage Jerusalem som en sejrherre for siden at pines til døde og endelig genopstå?

Det kan derfor ikke undre – hvad en undersøgelsefor nogle år siden viste – at tre ud af fire
danskere ikke tror på eller i hvert fald tvivler på Jesu opstandelse som en historisk virkelighed på linje med korsfæstelsen.

 

Grundtvig
Grundtvig kaldes ofte for pinsens digter. Og rigtigt er det da, at han har skrevet nogle af de smukkeste salmer om denne højtid. Men med sine knap 1500 salmer kan man med ligeså stor ret hævde, at han var enhver højtids digter – herunder også påskens.

En af de mest kendte og elskede skrev han i 1817, men pudsigt nok skulle der gå mere end 100 år, før den fandt vej ind i salmebogen.

Den salme, jeg tænker på, er ”Påskeblomst! hvad vil du her?” Nogle af de strofer, der udgør den salme, vi kender, danner indledningen til et langt digt med titlen ”Påskeliljen”, som også rummer et lille skuespil, hvor de agerende står ved Jesu grav og diskuterer, om Jesus var en svindler, eller om han faktisk ville opstå fra de døde.

Med til historien hører også, at Grundtvig på dette tidspunkt var nede i en dyb livskrise: han var en 34-årig gammel ungkarl med en lang forlovelse bag sig, han var afskediget som kapellan og følte sig totalt isoleret fra de kulturelle kredse, han – trods alt – også følte sig tiltrukket af.

Jeg forestiller mig, at han midt i al denne tristhed pludselig kom til at betragte en påskelilje, og dette satte tanker og associationer i gang. På den tid blev påskeliljen betragtet som ukrudt – lidt som mælkebøtten bliver det i dag af pernitne haveplejere. Den var en simpel bondeblomst, der ikke på nogen måde kunne konkurrere med de fine og velduftende roser, der blev solgt i København, hvor den ligeledes – siden Holbergs tid – blev brugt som øgenavn for de ’bondske’ personer, der flyttede fra udkants-Danmark til hovedstaden.

 

Påsken og Nadver https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk/

 

Jesus som en påskeblomst
På den måde mindede påskeliljen således en del om Jesus, som han beskrives i evangelierne. Også over ham var der noget udkantsagtigt, han kom jo fra en lille flække – og ”kan der” – som Natanael spørger i starten af Johannesevangeliet – ”komme noget godt fra Nazaret?” Og det kunne der som bekendt.

For herfra kom den sande Messias, der forkyndte gudsrigets komme og viste det i ord og handlinger. Han optrådte med en Påskeliljen tilgivelse, der afspejler, at Gud er ’god mod de utaknemmelige og onde’ og giver sine gaver til både ’gode og onde, retfærdige og uretfærdige’ – helt imod al gængs menneskelig systematik.

Men samtidig var han ikke uden kant og gik ofte i rette med farisæerne, der hyklede og satte loven højere end det menneske, den skulle tjene. Og han kritiserede de velbjærgede for deres nedsættende blik for de svage og insisterede på, at Gud i særlig grad rækker ud efter de foragtede og udstødte og mislykkede og som blev nægtet adgang til både templet og Guds velsignelse, fordi de ansås for faldne mennesker – urene.

Han var således en uromager, der med sit gudsbillede og sin forkyndelse vendte op og ned på al ’ordentlighed’, og derfor skulle han pines, latterliggøres og dø som en ussel forbryder.

 

Påske Opstandelse Arne Haugen Sørensen Oestrup Skeby Gerskov Kirker https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk

 

Påskeblomst
Sådan omtrent forestiller jeg mig, at Grundtvig tænkte, da han stod ved sin skrivepult og betragtede påskeliljen uden for vinduet. Og så gik han i gang med sit lange digt om Påskeliljen, hvoraf nogle få strofer – som nævnt – langt senere blev optaget i salmebogen.

Den ringeagtede bondeblomst viser sig at rumme uendeligt meget mere end det, de toneangivende kredse lagde i den. For – ret beset – kunne den jo betragtes som et symbol på Kristi opstandelse, for ligesom påskeliljen hvert år kommer op af sit løg, sådan er påsken også en gentagelse af Kristi opstandelse.

Selvom salmen er mere end 200 år gammel tror jeg, at dens styrke og brugbarhed både som påske- og begravelsessalme skyldes, at den kan fange det moderne menneske, fordi den ikke som mange andre påskesalmer ’blot’ fortæller påskens budskab. Grundtvig tør italesætte en følelse af tvivl, som kunne ramme ham og som kan ramme os. For som han var præget af strømninger, der kunne få ham til at tvivle, således er også vi det.

Men jeg tror også, at dens styrke ligger i, at skal en tekst virkelig bevæge andre, skal den selv bevæge sig. Og det gør Påskeblomst! hvad vil du her? Den flytter sig fra tvivl over undren til en glæde og fast tro på, at opstandelsen er sand og munder næsten ud i en sejrsbevidsthed: Ja, Kristus er virkelig opstanden!

 

 

Om judaskysset og den tragiske Judas

Baggrundsartikel ved Lars Larsen, Østrup – ”Min ven, nu har du gjort dit” Om judaskysset og den tragiske Judas.

Om judaskysset og den tragiske Judas Påske Arne Haugen Sørensen

Billedet er Arne Haugen Sørensens alterbillede af ”Judaskysset” i Bederslev kirke på Nordfyn.

 

Påsken nærmer sig, og det kunne være en passende anledning til at opholde sig lidt ved en af de centrale bipersoner,
nemlig Judas, der med sit kys startede en række af begivenheder, der endte med korsfæstelsen.

 

Traditionens Judas

Judas er skurken par excellence. I kirkekunstens symbolladede billedverden er hans farver gul – falskhedens farve – og giftiggrøn, og han afbildes gerne med et fast greb om en pengepose.

I en oldkirkelig legende fremstilles han som ond fra fødslen, der allerede som lille dreng bed Jesusbarnet i fingeren og fik det til at græde.

Han minder således en hel del om den Judas, der knap 2000 år senere (vist nok i 2003) optrådte i TV2s julekalender, hvor han er drengen, de andre ikke vil lege med, fordi han snyder og altid kun tænker på penge. Og i en middelalderlegende kan vi høre om, at han kom i Pilatus’ tjeneste, hvor han kom til at dræbe sin far. Brødebetynget
opsøger han Jesus for at angre og bede om nåde, og Jesus ikke alene tilgiver ham, han gør ham også til en af sine disciple.

 

Men Judas er uforbederlig:

han stjæler af kassen og lader sig friste af Djævelen til at forråde sin herre. Derfor ender han da også, hvis vi skal følge senmiddelalderens største litterære værk – Dantes:

”Den guddommelige komedie” – allernederst i Helvedes bundfrosne dyb, hvor han pines på det grusomste (den 34. sang).

 

Judaskysset i de to første evangelier

Vi kender alle beretningen om Judas’ forræderi. Spørgsmålet er imidlertid, om vores kollektive fortælling er helt korrekt og ikke snarere et sammensurium af de fire evangeliers beretninger, der – ser vi nærmere efter – ikke er helt identiske.

Kun i de ældste evangelier: Markus’ og Matthæus’ får vi rent faktisk at vide, at Judas kyssede Jesus. Hos Lukas hører vi blot, at Judas havde i sinde at gøre det, og hos Johannes er motivet helt udeladt.

Selv om det således kun er i de to første evangelier, at Judas kysser Jesus, er beretningerne her heller ikke helt identiske. For mens Jesus hos Markus ikke forholder sig til Judas’ kys, er han i Matthæusevangeliet påfaldende positiv. Der er således en hel del nuancer i evangelierne, der udfordrer vores billede af forræderen og hans kys.

 

En tragisk Judas?

Det er iøjnefaldende, at judasfortællingen bliver mere og mere udbygget, jo mere den genfortælles. Hos Markus hører vi blot, at Judas går til ypperstepræsterne og aftaler, at han vil overgive Jesus til dem og at det sker.

Hos Mathæus føjes flere facetter til, bl.
a. et motiv, nemlig Judas’ griskhed. Det kommer til udtryk i hans spørgsmål om, hvad præsterne kan tilbyde, hvis han overgiver Jesus til dem. Det er her de 30 sølvpenge kommer ind i billedet. Men Matthæus kender også til Judas’ videre skæbne. Han fortæller nemlig, at Judas fortrød sin handling, angrede og hængte sig.

Selvom det således ikke er voldsomt meget, vi hører om personen Judas, er det tilstrækkeligt til at overveje, om der ret beset ikke er noget tragisk over Judasskikkelsen.

 

I hvert fald synes både Markus og Matthæus

at gøre brug af det, man kunne kalde tragisk ironi, når det drejer sig om ham. For mens vi læsere eller lyttere ved, hvem han virkelig er – nemlig den, der skal overgive Jesus til korsfæstelse (se Matthæus kap. 10 vers 4) – ja så ved han det tilsyneladende ikke selv.

Hans handling ser nok ud til at udgå fra ham selv, men i virkeligheden er den en nødvendighed for menneskets frelse og derfor i sidste ende styret af Gud (se f.eks. Matthæus kap. 16 vers 21).

Derfor kommenterer Jesus da også Judas’ handling med dyb sympati ved at sige: ”Min ven, nu har du gjort dit”. (kap. 26 vers 50).

Efter sit ’fejltrin’ forstår også Judas, hvad han har gjort og angrer. Ja ikke alene det, fejltagelsen knuser ham, da han vælger at begå selvmord, selvom hans fejl kun delvist er selvforskyldt. Hans kys bliver derfor – i dette tragiske lys – snarere et afskedskys end en forræderisk handling.

 

Superskurken Judas

Men hvis Judas kan anskues som en tragisk person, hvorfra stammer da vores forestilling om skurken og hans forræderiske kys. Det enkle svar er, at det kommer fra Lukas’ og Johannes’ evangelier, selvom der her ikke er tale om, at Judas kysser Jesus og heller ikke at han angrede.

Det eneste vi hører er, at han var styret af Satan, at han købte en mark for pengene samt at han fik en voldsom død.

Og Johannes kan uddybe portrættet ved at fortælle, at Judas også var en hykler og en tyv, der stjal fra den fælles pengekasse. Så det lidt triste og også komplicerede svar på, hvor billedet af forræderen Judas stammer fra kunne måske derfor lyde, at det kommer fra vores tilsyneladende iboende trang til at konstruere vores identitet vha. fjendebilleder.

 

Derfor blev det da også Lukas’ og Johannes’ dystre Judas-portræt,

der kom til at forme traditionen, fordi fjendebilledet nok var langt mere anvendeligt og appellerende.

For her var Judas blevet til Jesu modstander og fortællingen om ham til en sort-hvid konflikt mellem godt og ondt, frem for en tragisk fortælling om et menneske, der er fanget af sin skæbne, der handler og tager fejl – og tager konsekvensen af sine fejl.

 

***
Keld fortalte mig en dag om altertavlen i Bederslev kirke, der er lavet af Arne Haugen Sørensen.

Det er desværre ikke lykkedes mig endnu at se den, men jeg har fundet den på nettet. Og den er meget smuk:

rammen er dyb blå og synes at symbolisere Himlen.

Baggrunden er lysegrøn – håbets farve – og

i forgrunden ser vi Judas klædt i falskhedens gule farve,

mens Jesus er klædt i rødt – kærlighedens farve.

Men rød er jo også blodets farve, det blod, der løber ned ad Jesu hånd mod alterforhænget, der ligeledes er rødt. Jeg har læst, at Djævelens ansigt kan skimtes i Judas’ hår, men nok så væsentlig er Jesu højre arm, der synes at tage imod synderen som faderen, der tilgivende tager imod sin fortabte søn.

Således synes Arne Haugen Sørensen at ville sige, at selv skurken og synderen over alle, ham som vi ikke kan tilgive – også han finder nåde og er omfattet af Guds kærlighed.

 

Jesus og fællesskabet Påske og Nadver Last supper - Leonardo de Vinci
Jesus og fællesskabet Påske og Nadver Last supper – Leonardo de Vinci

 

Baggrund ved Keld B. Hansen

 

På billedet af Leonardo da Vinci “Den sidste nadver” ovenfor af Jesus og fællesskabet, sidder Jesus i midten omgivet af de 12 disciple.

 

Jesus er den eneste person, der udstråler ro;

de andre befinder sig i vild diskussion. Emnet for diskussionen er hvem af dem, der er den mest betydningsfulde.

Derfor kniber det gevaldigt med solidariteten, og Jesus er i virkeligheden den eneste, der holder sammen på fællesskabet.

 

Det helt særlige ved den sidste nadver er,

at alle får lov til at sidde med ved bordet. Peter og Judas får også lov til at være med – de er ellers er på vej til at fornægte og forråde Jesus.

Alt imens bevarer Jesus roen, og ved at give dem alle brødet og vinen – sit legeme og blod – inddrager han dem alle sammen i fællesskabet med sig.

Derfor er den del af påskefortællingen en stor modfortælling i forhold til de fællesskaber, hvor andre mennesker holdes uden for.

 

Tilgivelsen

Alle Jesu disciple får tilgivelsen på forhånd, og deres plads ved bordet understreger, at de hører til i fællesskabet trods svagheder og fejl og svigt.

Derfor blev Jesu Indstiftelse af nadveren begyndelsen på et nyt fællesskab med plads til alle.

 

Det er den form for fællesskab, der fejres hver gang der er nadver i kirken.

 

Skærtorsdag…
vi sætter fokus på fællesskabet

Med afsæt i Skærtorsdag og nadverberetningen sættes i denne artikel og i påsken fokus på fællesskabet for at
understrege, at et godt fællesskab er meget vigtigt.
Fællesskaber kan være alt fra den lille kernefamilie, til en nation, en etnisk gruppe eller et verdensborgerfællesskab.

Vi er knyttede til konkrete andre; vores familie, vores venner, til et konkret sted i verden. Det har globalisering og mobilitet ikke ændret på. I vores krop og i vores følelsesliv har det konkrete velkendte fællesskab stor betydning
for os. Det oplever vi for eksempel, når det danske landshold vinder en fodboldkamp.

 

Fællesskabers opløsning

Men i vores samfund oplever vi også, at fællesskaber bliver svækket og går i opløsning.

Vi bliver mere individualiserede, og polariseringen er tydelig på de sociale medier og i vores politiske liv, hvor modsætningerne kan virke uforsonlige.

Tiden er fyldt med en længsel og et pres på fællesskaberne, som er i krise. Mange er ensomme og bange for at blive udstødt. Nogle finder fællesskab i at holde andre ude af det.

 

Beretningen om påskemåltidet er en stor modfortælling;

den viser hen til et fællesskab, som vi altid kan være med i på trods af vores fejl og mangler.

Om fællesskaber gælder det, at nogle er gode, mens andre er knap så gode. Det sidste gælder fx for…

 

Gangsterfællesskabet

En form for fællesskab er gangsterfællesskabet. Inden for det fællesskab føler medlemmerne kun solidaritet med sig selv og gruppens medlemmer. De har typisk et æreskodeks og hjælper hinanden internt. De lever som fællesskab af at stjæle, manipulere og måske snyde andre fællesskaber. De er solidariske indadtil men ikke udadtil.

Nogle gange er den hurtigste vej til et fællesskab at gøre som gangsterne: at lukke sig om sig selv og at holde andre udenfor.

 

Gode fællesskaber

Hvis jeg skal tænke på et godt fællesskab, så skal det være et fællesskab, hvor man både er solidariske indadtil og udadtil.
Familien kan være et godt fællesskab. Men den familie, der barrikaderer sig, altid låser døren og aldrig har udvekslinger med naboer eller lokalsamfundet opfylder kun det ene kriteriumfor at være et godt fællesskab.

En velfungerende familie derimod, hvor alle bliver lyttet til, hvor man tager hensyn til hinanden og giver hinanden plads, hvor alle har indflydelse på, hvordan man skal gøre tingene, er – mener jeg – et godt fællesskab.

 

 
Oestrup Skeby Gerskov Kirker Folkekirken Kors forbindelse himmel jord tekst https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk

 

På næste side kan du læse om Reformationen.