“En påskelegende om livets træ” ved Lars Larsen, Østrup

 

Artikel ved Keld B. Hansen

 

Hvis man besøger domkirken i Odense, kan man ikke undgå at blive betaget af Claus Bergs imponerende altertavle, der er udført i udskåret, bemalet og forgyldt egetræ. Tavlen er rigt ornamenteret og fyldt af figurer fra både det gamle og det nye testamente, af helgener og andet godtfolk. På sidefløjenes 16 felter fortælles der bibelhistorie, der starter med nadverens indstiftelse øverst til venstre og slutter med pinseunderet nederst til højre. Midt i det hele – og som absolut centrum – finder vi den korsfæstede Kristus. Men det helt specielle er, at han ikke hænger på et kors, som vi kender dem, men derimod på et kors, der af kendere skal tolkes som livets træ.

Claus Bergs altertavle er ca. 500 år gammel, men går vi endnu længere tilbage i tiden, nemlig til den store runesten i Jelling fra slutningen af 900-tallet, finder vi et lignende motiv. For her på den ældste danske frem-stilling af Kristus ser vi ham – ganske vist ikke som en lidende, men snarere som en triumferende konge – der har besteget livets træ.

 

Livets træ og korset synes altså at være nært forbundne i den kollektive erindring og forestillingsverden, og nu, hvor vi skal fejre påske, der så ubetinget er kirkeårets største og vigtigste højtid, kunne der være grund til at genfortælle den ældgamle legende om livets træ på Golgata. Den var i middelalderen en af de mest udbredte fortællinger, og første gang den blev nedskrevet var i 1260, da biskoppen af Genua, Jakob, samlede den og 181 andre legender i værket Legenda aurea – den gyldne legende.

 

 

Legenden om Livets træ og korset

 

Urtiden

Det hele begyndte med begyndelsen, fortæller Bibelen: Da skabte Gud himmel og jord, stjerner, sol og måne, dyr, planter og mennesker.  Mennesket blev skabt som mand og kvinde – i Guds billede.

 

De to første mennesker var Adam og Eva, og de levede i Paradisets have, hvor Gud havde ladet alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden – også livets træ, der stod midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt. Mennesket måtte spise af alle træerne på nær af kundskabens træ, men en slange lokkede dem til at gøre det alligevel. Derfor blev de fordrevet fra den dejlige have, men det blev lovet dem, at der engang ville være soning for Adams synd.

 

Her – udenfor Edens have – måtte menneskene leve under helt andre betingelser end tidligere; for nu måtte de arbejde hårdt for føden, og også døden blev en del af deres livsvilkår.

Med tiden fødte Eva sønnerne Kain og Abel, og siden kom også Seth til, og da Adam blev gammel og mærkede, at døden nærmede sig, sendte han Seth til keruben ved paradisporten for at høre, om det ikke snart var soningens tid. Men det var det endnu ikke, svarede havens vogter. Da han så Seths skuffelse, og tristhed sagde han: ”Ingen dødelig kan komme ind, det er umuligt, men jeg vil give dig tre frø fra Livets træ som du skal lægge under din fars tunge, når han skal begraves.”

 

Adam dør, og Seth gjorde som keruben havde sagt og begravede så sin far på en høj, der siden kom til at hedde Golgata – hovedskalstedet. Snart spirede de tre frø og blev til tre træer – en ceder, en pinje og en cypres. Og der var det specielle ved dem, at de voksede sammen og blev til et stort træ, hvor fuglene kunne bygge deres reder. Snart fandt man også ud af, at træet rummede så stor en kraft fra Livets træ, at syge, som blev lagt under dets krone, kunne blive raske.

 

Kong Salomons tid

Mange, mange år senere var Salomon blevet konge i Israel, og han gik i gang med at bygge det store tempel i Jerusalem. Da man var nået så langt, at man skulle bruge en bjælke, der kunne bære adskillelsen mellem det Hellige og det Allerhelligste – der hvor Pagtens Ark med Moses’ stentavler og de to keruber skulle være – kom man i tanke om det enorme træ derude på højen. Man fældede det og begyndte at tilpasse det, men det var som om det havde sin egen vilje. For snart var det for langt, snart var det for kort.  Da Salomon hørte om det, gjorde han i vrede kort proces og sagde, at så skulle det fjernes og i stedet bruges som gangbræt over Kedronbækken. Og som sagt så gjort.

 

Da templet stod færdigt, fik Salomon besøg af dronningen af Saba. Ud over at være rig ejede hun også evnen at kunne se ud i fremtiden, og derfor nægtede hun at træde på gangbrættet over Kedronbækken. ”For på det træ skal Messias en gang dø”, sagde hun og fortsatte: ”Og når det sker, skal Jerusalem falde og alle Israels stammer adsplittes.” Endnu en gang gjorde Salomon kort proces og beordrede, at bjælken blev begravet udenfor byen. Tiden gik, og langsomt skyllede regnen jorden omkring bjælken bort, og den flød ned i Bethesdas Dam, hvor den stadig kunne helbrede dem, der badede deri.

 

 

Jellingstenen med Kristus som kongen, der hænger på livets træ

Jellingstenen med Kristus som
kongen, der hænger på livets træ

 

 

Billedet foroven af Claus Bergs altertavle, Odense domkirke, med Kristus, der hænger på livets træ.

Herover Jellingstenen med Kristus som kongen, der hænger på livets træ fra https://www.flickr.com

 

Jesu korsfæstelse

Så kom den påske, hvor Jesus skulle korsfæstes. Forinden var der sket det, at Bethesdas Dam, hvis navn betyder ’nådens hus’, var blevet renset op, og nede i mudderet havde man fundet den gamle stamme. Den lå nu ved dammen, og af den tømrede man nu det kors, Jesus blev naglet til. Da Jesus hang på korset, der således stammede fra Livets træ, blev Adams synd sonet. For Jesu blod løb ned ad stammen og ned i jorden, hvor det ramte Adams hovedskal der lå begravet dybt nede på Golgata.

 

Men endnu en gang viser træets styrke sig, for det var ikke slut med Jesu død – dets livskraft er så stor, at han overvandt døden og stod op af graven påskemorgen.

 

Hver påskemorgen kan vi derfor glæde os over, at livet udspringer af korsets rod på Golgata – eller som Grundtvig siger det i en salme: ”Påskemorgen, da Herren opstod, da livstræet fæsted i graven rod.”

 

Skærtorsdag 29. marts kl. 19.00 – Gudstjeneste, fællesspisning & “En påskelegende om livets træ” ved Lars Larsen, Østrup