Pinsen – I al sin glans nu stråler solen

 

 

Du har læst om Pinsedag den 4. juni 2017 – pinsegudstjeneste og lagkagedyst – KONKURRENCE.  Nu fortæller vi om Pinsen – I al sin glans nu stråler solen.

 

 

Pinsen – I al sin glans nu stråler solen

 

Leder ved Keld B. Hansen

 

Superdetektiven Sherlock Holmes havde som bekendt en god ven – dr. Watson.

 

Og så havde han en vane, der må have været frygtelig irriterende for samme Watson.

 

Holmes havde det nemlig med at sige: elementært, min kære Watson, når han stod over for et mysterium, Watson ikke fattede en disse af.

 

Når det gælder pinsen – som gerne kaldes kirkens fødselsdag – har jeg det lidt som Watson. Det kan godt ske, at den er elementær, men den er det på en besværlig måde.

For i modsætning til julens og påskens uforglemmelige og indlysende særpræg, kan pinsen opleves som en så luftig begivenhed, at det kan være vanskeligt at sætte ord på, hvad den handler om. Det kunne måske derfor være en god ide at tage ved lære – ikke af Sherlock Holmes – men derimod af Grundtvig, der om nogen er blevet kaldt pinsens digter.

Måske fordi pinsen for ham var en så elementær, fundamental og meningsfuld begivenhed, at han med tilsyneladende største lethed og skønhed kunne give udtryk for sin forståelse af pinsens under, som det sker i det, jeg mener er pinsesalmen over dem alle: ”I al sin glans nu stråler solen.”

 

Pinseunderet

Ordet pinse har med et græsk ord at gøre, der betyder 50 – de 50 dage, der gik mellem påskens begivenheder og de begivenheder, der beskrives i Apostlenes Gerninger kap. 2. Her skriver Lukas: ”Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.” (kap. 2 v. 1 – 4).

 

Der er ikke noget at sige til, at de mennesker, der overværede underet blev forbløffede, for det der skete var jo, at nogle helt almindelige galilæere nu pludselig var i stand til at tale på alle sprog om ”Guds storværker”. Alle tilhørere var derfor ”ude af sig selv, og i deres vildrede spurgte de hinanden: Hvad skal dette betyde? Men andre spottede og sagde: ”De har drukket sig fulde i sød vin.”

 

Reaktionen var måske ikke så underlig,

da berusede mennesker af og til kan være udstyret med en forbløffende sproglig kreativitet. Men det var jo ikke det, der var på færde ifølge Lukas. Det var derimod Gud, der sendte sin Ånd her 10 dage efter Kristi Himmelfartsdag, hvor den opstandne frelser var draget til himmels og må have efterladt den lille menighed med en stor sorg og tomhedsfølelse.

 

Disse følelser blev nu erstattet af en uhørt glæde og begejstring og altså også evnen til at tale sammen på en ny måde. Et nyt og også sprogligt befriet folk af Kristustroende blev til.

 

Grundtvigs salme

I 1843 skrev Grundtvig salmen ”I al sin glans nu stråler solen”, hvor han endnu en gang viser, at han var en mester i at digte om det hjemlige landskab, så den kristne frelses historie gøres billedligt nærværende. Det bliver tydeligt lige fra første vers: Gud er nær lige nu med sin Ånd – blidt og overbevisende, midt mellem pinseliljer, i skoven, i den korte sommernat. Den lune, blide vind og Guds Ånd i skaberværket er to sider af den samme historie.

 

Helligånden har flere navne,

den kan kaldes sandheds Ånd, talsmand, og i en anden salme benævner Grundtvig den som trøstermand og Himmelens taleevne. Den ledende tanke i salmen er, at denne Guds Ånd i allerhøjeste grad er virksom i verden ved at skabe, trøste, oprejse og ved at give mod og håb. Det viser han ved at trylle med smukke bogstavrim bl.a. i brugen af bogstavet i, der er poetisk tilstede lige fra starten:

I al sin glans.

Og det er som om selve bogstavet overbeviser: Guds Ånd råder i verden – det kan ses, høres og mærkes af og igennem salmens poesi: livslyset, pinselilje-tid og blid. Og pinseliljerne er ikke blot de liljer, der blomstrer i maj. De er et tegn på, at tiden er kommet. Det sker allerede nu, at Ånden udsiger en dom i Jesu navn. Ikke en dom om straf, men derimod en dom om nåde – så blid som skærsommer.

Dommen siges under henvisning til, at Guds Søn har haft sin gang her på jorden. Derfor er det mere end englerøst. Og den blide nådesdom gælder ikke kun dem, der allerede færdes i himlen – englene – den gælder også her.

 

Guds Ånd er virksom overalt

Den verden, som mennesket vågner til fra sin søde drøm om Paradis, er således ikke drømmens modsætning, men dens opfyldelse og forudsætning. Guds Ånd er virksom overalt: det ånder, vifter og lufter lifligt. Den Ånd, der nok ikke selv kan ses, men som er i vores åndedræt og i den natur, vi er indfældet i, og som bliver synlig i det løv, der konstant bevæges i en sommerluftning: som en hjemlig viften gennem løvet.

 

Visionen om Paradis er synlig i skaberværket,

når Gud med sit ord lader mennesket se de livgivende kræfter i stedet for de destruktive. Da er Paradis ikke blot en fremtidig tilstand, men er tilstede allerede nu. I 3. vers er i’et atter på færde: himmelsk, vifter, hjemlig, lufter liflig, Paradis, yndig, risler, livets flod. Grundtvigs poesi bevirker, at mens vi synger, er i’erne på spil og overbeviser og gør det forståeligt, at det er nærværet af himlen på jorden, der gør verden hjemlig, for når det vifter og lufter lifligt, ligner jorden himlen. Den er hjemlig, fordi den er lidt som Paradis. Der altså ikke en uoverstigelig barriere mellem himmel og jord.

 

Helt elementært

i pinsefortællingen er der som nævnt tunger af ild på disciplene, og selv om Grundtvig i salmen ikke bruger ordet ild, er den overalt tilstede – som kraften, der bevæger alt fra luftningen mellem bladene til gløden i stemmerne, der taler om det i livet, der ligger en allermest på sinde.

 

Således er der alligevel noget helt elementært ved pinsen. Pinsen – I al sin glans nu stråler solen.

 

Pinse 2013 Østrup Kirke

Pinse 2013 Østrup Kirke

 

 

På næste side kan du læse om Pinse og fisk.