Konfirmation

Oestrup Skeby Gerskov Kirker Folkekirken Dagmarkors Dåb

På sidste side fortalte vi om Hvad er dåb. Nu fortæller vi om Konfirmation i Østrup Kirke.

 

Johannes Døberen & Jesus – Gud siger ja til at give dig kærlighed

 

Dåb er et Sakramente

De fleste bliver døbt som spæde, men folkekirken giver også mulighed for dåb senere i livet.  Ved konfirmationen bekræftes det unge menneske i, at det ved dåben blev Guds barn og fortsat er Guds barn.

Men nogle unge er ikke blevet døbt som børn og skal derfor, inden konfirmationen, døbes i kirken. Selv om man først bliver døbt som ung eller voksen, hvor man allerede har fået sit navn, så spørger præsten stadig dåbskandidaten om hans eller hendes navn. Denne tilspørgelse af navnet stammer fra oldkirkens tid, hvor alle dåbskandidater skulle møde op hos biskoppen og oplyse deres navn.

 

Ved konfirmationen er det Gud, der bekræfter sit ja.

Ordet konfirmation kommer af det latinske ord confirmatio, der direkte oversat betyder “jeg bekræfter”.

Men hvad er det, man bekræfter, når man bliver konfirmeret? Og hvem bekræfter? Svaret skal findes i dåben.

I den lutherske kirke findes to sakramenter – altså hellige handlinger. Det er dåben og nadveren. Når et barn bliver døbt i folkekirken, bliver det samtidig medlem af folkekirken.

Men dåben handler ikke om den lille babys tro – babyen er jo alt for lille til at tage stilling til så stort et spørgsmål.

Derimod bygger dåben på Guds kærlighed til barnet. Gud forkynder sin ubetingede kærlighed til barnet – en kærlighed, der følger det lille menneske gennem hele livet. Ved dåben er det Gud, der giver. Og det er barnet, der modtager. Der er ingen krav til barnet. Det er et billede på Guds betingelsesløse kærlighed.

 

Ikke en hellig handling

Den lutherske kirke har ét enkelt krav til et sakramente. Det er, at det skal være indstiftet af Jesus. Det vil sige, at den samme handling skal kunne føres tilbage til Jesu liv. Det kan dåben, da Jesus selv bliver døbt af Johannes Døberen

i Jordanfloden. Jesus konfirmerer ikke nogen i Bibelen, og derfor er konfirmationen ikke en hellig handling eller et sakramente i den lutherske kirke. Den er derimod en bekræftelse på det hellige sakramente, dåben er.

Det er selvsagt ikke det lille barn, der bestemmer, om det vil døbes eller ej. Det er forældrene. Og netop derfor findes konfirmationen.

 

Mange kommende konfirmander tror fejlagtigt, at der ligger et stort ansvar på deres skuldre ved konfirmationen.

At de for at kvalificere sig til at blive konfirmeret oprigtigt skal tro på alt, hvad der står i Bibelen – og at de på det nærmeste også skal kunne Bibelen udenad. “Ved konfirmationen” er det Guds bekræftelse af dåbspagten, der er i fokus. Konfirmanden skal egentlig bare bekræfte, at han eller hun nu kender til den kristne tro.

Og det gør de jo, når de har gået til præst.”

Teksten ovenfor er fra www.kristendom.dk.

 

Konfirmandtilmelding

Som et resultat af persondataforordningen skal forældre nu tilmelde konfirmanden ved at logge ind med nem ID.

Undervisningen foregår i Østrup præstegård, Præstevejen 8 i Østrup.

Klik link https://personregistrering.cpr.dk/personregistrering/konfirmation for at tilmelde dit barn til konfirmationsforberedelse og konfirmation med NemID.

Ved fælles forældremyndighed skal begge forældre give samtykke til tilmeldingen.

Hvis du ønsker at tilmelde dit barn senere, eller har brug for hjælp, så kontakt os.

Venlig hilsen

Provst Keld Balmer Hansen

 

Du kan se flere billeder af årets konfirmander under Møder og Konfirmander.

 

 

 

Oestrup Skeby Gerskov Kirker Folkekirken Dagmarkors Dåb tekst https://www.oestrup-skeby-gerskov-kirker.dk

 

På næste side kan du læse om Faste og Marias bebudelse.